top of page

Det Periodiske MX System


Indrøm det bare – Kemi i skolen var mere abstrakt for dig, end det at forstå hvorfor du ikke må T-bone omgangskørerne til klubmesterskabet. Men frygt ej! Det gængse periodiske system er yt, og MX-Index introducerer dig hermed til det eneste periodiske system du virkelig har brug for! Det der fortæller dig hvor vild en crosskører er! Men inden vi kommer så langt, så lad os først lige definere et par ting. For hvordan læser man systemet?

Det er nemlig inddelt i element-grupper, der beskriver forskellige kategorier af elementer:

Basis-elementerne er det basale en crosskører skal have. Disse findes stort set i alle crosskørere, lige fra den grønne nybegynder, til den øvede prof.

Maskin-elementerne knytter sig til motorcyklen.

Diverse-elementerne er de ting der ikke kan puttes i kasser, men som alligevel er essentielle elementer i motocross.

Kører-elementer er de egenskaber der beskriver kørerens formåen.

Setup-elementer er de ting der drejer som om kørerens udstyr.

Crew-elementer er egenskaberne hos de mennesker som køreren omgiver sig med.

Familie-elementerne er de elementer der vejer tungest hos køreren, og samtidig dem der påvirker ham og hans formel mest.

Når vi har det på plads, kan vi begynde at koble elementerne sammen til en helhed. Som nævnt, så er Basis-elementerne det elementære der udgør en crosskører. Derfor kan formlen for en basal crosskører beskrives som følger:

M-K-G-Ka-VC-Me-B-J-Bz

Ingen crosskørere er dog ens, så mængden af hvert element varierer ud fra kørerens base. En meget modig kører, har derfor flere M’er i formlen. Tallene definerer hvor stor en mængde af hvert element der eksisterer i køreren. Som for eksempel:

M2-K-G4-Ka-V2-C-Me-B-J-Bz2

Herfra kan alle elementerne kobles på og fra, som køreren tillægger sig egenskaber, grej og crew. Jo flere elementer der er til stede i kørerens formel, jo tungere bliver gennemslagskraften. En kører med alle elementerne vil være den ultimative crosskører, men en sådan har endnu aldrig eksisteret – skønt flere har været tæt på. Herunder følger en kort beskrivelse af alle elementerne, så du kan skrive en formel for dig selv, eller en du holder af.

  1. M – Mod – Basis-element – En crosskarl skal være modig som få.

  2. K – Kværn – Basis-element – En jordfræser-ged skal der til, hvis du skal indtage crossbanen.

  3. G – Gasarm – Basis-element – Kan du ikke vride øret på svinet, så kan du lige så godt tage hjem.

  4. Ka – Kassevogn – Basis-element – Dit kæreste eje skal fragtes med stil. Ind bag i med den!

  5. V – Vanvid – Basis-element – Lidt småtosset skal man være, for at kaste sig ud i det der MX …

  6. C – Kulfiber – Basis-element – Hvis der ikke er fiber på geden, er du så overhovedet i gang?

  7. Me – Mekaniker – Basis-element – Med smækbukser og olieklud. En skruenisse skal der til.

  8. B – Bling – Basis-element – Du kører aldrig standard. Fat det.

  9. J – Jord – Basis-element – Hvis du ikke har det rette underlag at fyre på, så stopper drømmen hurtigt …

  10. Bz – Benzin – Basis-element – Raketsaft skal der på. Elsk det – Duften, røgen, smagen.

  11. A – Affjedring – Maskin-element – Pukkeldæmpere. Skal du bruge dine sparepenge, så gør det her.

  12. R – Rør – Maskin-element – Du skal af med møget. Den rette udstødning gør livet sødt.

  13. O – Overblik – Kører-element – Kan du ikke smile til fotografen, imens du holder kablet stramt, så bliver du hurtigt stem hjem.

  14. Kl – Kluns – Setup-element – Sørg for at det passer sammen. Og er fra det seneste årti. (Det eneste dit No Fear-sæt klæder, er skraldespanden.)

  15. Br – Briller – Setup-element – De skal spille. Og stroppen skal ikke sidde nede i knæhaserne!

  16. H – Hjelm – Setup-element – Enhver konge måles på sin krone. Og crosskøreren måles på sin hjelm. Her skal der ikke spares.

  17. L – Loyalitet – Crew-element – Vigtig faktor hos dine kammesjukker. De skal ikke vende dig ryggen, bare fordi du taber til et barn i en sæbekassebil.

  18. S – Styrke – Crew-element – Kan dit crew bære din kværn hjem til bilen, efter du har plantet den i hegnet?

  19. Gu – Gummi – Maskin-element – Dæk skal du have! Et til hvert underlag. Og til hver dag på ugen.

  20. St – Styr – Maskin-element – Få det bragt i orden. Væk med det bukkede stykke fladjern du har lavet selv. Det rigtige styr er en nødvendighed.

  21. I – Instagram – Diverse-element – Pøblen vil kunne følge chefen selv, på hans MX-eventyr. Få en profil og spam den med pics og platte citater.

  22. Cr – Cross-lyde – Diverse-element – Beatboxing er for glatnakker. Du måles kun på dine braaaaap-skills.

  23. Li – Licens – Diverse-element – Noget du ikke kommer uden om. Husk dog at det hedder EN licens. Siger du ET licens, så kommer MX-Index-trolden efter dig, og sprænger din postkasse.

  24. F – Fans – Diverse-element – Noget du kan være heldig at opnå. Kan dog gradbøjes. Din mormor vejer ikke lige så tungt i din fanskare, som eksempelvis en oliemillionær eller Vladimir Putin.

  25. Bk – Brok – Diverse-element – Kan du ikke brokke dig over vejret/dommeren/banen, har du så overhovedet prøvet det der cross?

  26. Ca – Cap – Diverse-element – Låg over grydehåret SKAL der til. Kasketten på, bror ræv.

  27. So – Solbriller – Diverse-element – Er du cool? Så skinner solen altid på dig. På med brillerne.

  28. Ga – Gaffatape – Diverse-element – En rajti’ crosskører, kan skabe mirakler med klisterbånd.

  29. Mx – MX-Index.com – Diverse-element – Universal-elementet. Kongen over alle elementer.

  30. Ar – Ar – Diverse-element – Vis os en crosskører der aldrig er væltet, og vi skal vise dig en løgner.

  31. T – Timing – Kører-element – Et essentielt element. Kan du spise hotdog, fjerne sten foran bommen, og holde øje med stævnelederen, samtidig?

  32. N – Nakkekrave – Setup-element – Find en model der sidder ordentligt, og læs statistik der ikke er opfundet på aparte internet-fora, inden du forsvarer din skumkrave.

  33. Kn – Knæbeskyttere – Setup-element – Kan du fungere uden bentøjet? Er svaret nej, så sørg for et par ordentlige skaller på storkebenene.

  34. H – Handsker – Setup-element – Følelsen i fingrene er det vigtige. Vil du køre motorcykel med luffer på, så begynd til road racing.

  35. P – Partiskhed – Crew-element – Har du lavet block pass på en 50cc? Lige meget. Dit crews evne til altid at være på din side, er nærmest legendarisk i klubben.

  36. E – Entusiasme – Crew-element – Fejrer dine kammier, at du har formået at starte crosseren selv, som havde du vundet VM i begge klasser i samme sæson? Så er de værd at samle på.

  37. Hj – Hjul – Maskin-element – Rulle-ringe i alle regnbuens farver er sagen!

  38. Gr – Greb – Maskin-element – Få dem nu sat ordentligt, og ikke som to monster-følehorn, der peger i hver sin retning …

  39. Go – Gooner – Diverse-element – Bør i enhver forstand indgå i dit crossliv. Enten som ord, en person, eller noget de andre råber efter dig på banen.

  40. Po – Pokal – Diverse-element – Eller …

  41. Ho – Hospital – Diverse-element.

  42. Ms – Motorsav – Diverse-element – Har du virkelig heppet på nogen, eller blevet heppet på, hvis ikke der har været en tandløs kædesav involveret? Vi siger nej.

  43. Fl – Flagregler – Diverse-element – Bør kendes, i hvert fald perifært. Ændres fra minut til minut, fra land til land, og stævneleder til stævneleder.

  44. Lo – Logo – Diverse-element – Findes der noget der definerer dig som en baws’, mere end dit eget tegnede logo? Ja. Men det er stadig fedt nok.

  45. Kn – Kørernummer – Diverse-element – Hvis folk ikke kan finde dig på banen, så har du ikke rigtig været der. Sådan har det været siden Bronzealderen.

  46. #H – Hashtag – Diverse-element - #mxislitfam #gottaknowthemall #SoMeking

  47. V – Værktøj – Diverse-element – Skal du skrue? Kan du skifte gearkasse med den lommekniv du fik til spejder da du var 8? Vi siger ikke mere …

  48. U – Unionspost – Diverse-element – Et element der giver et helt andet syn på motocross. Tit noget man desværre kun finder i den ældre del af feltet.

  49. Fs – Fysik – Kører-element – En af verdens hårdeste sportsgrene, kræver mere end den overarm du har bygget op ved at løfte bajerne op til munden …

  50. Pu – Pulsur – Setup-element – Hvis ikke du kan følge med i, at dit hjerte truer med faneflugt, bare imens du lukker dine støvler, hvornår skulle du så vide hvornår du skulle kontakte samaritterne?

  51. St – Støvler – Setup-element – Fodpramme i tidens tern må der til. Ankeltøjet står for skud, når du insisterer på at blive ved med at køre i de Tackla-støvler du arvede fra Frederik den 7.

  52. Sm – Smykker – Setup-element – De hårde karle har altid ankerkæderne flagrende ud af trøjen. Det bør du selvfølgelig også. Dit Hello Kitty venindearmbånd skal du nok lade blive hjemme.

  53. Ga – Galskab – Crew-element – Er dit crew vanvittigt nok, til at melde dig til Motocross of Nations for Team Færøerne? Så er de værd at samle på.

  54. Tr – Træner – Crew-element – Et mytisk individ, der skiftevis råber ad dig, svinger et stopur omkring sig som en morgenstjerne, og bliver ved at vende tilbage til den samme anekdote om en skør klubfest i 1999.

  55. Ed – Energidrik – Diverse-element – Krudtjuice! Kan nydes alle steder. Inden start, efter målflaget, eller på cornflakes en tidlig morgen.

  56. Hd – Hotdog – Diverse-element – Tager du hjem fra crossløb, uden at have suttet en grillet øgle i dig, så har du fejlet. Så simpelt er det.

  57. Rl – Ryttergårdsgejl – Diverse-element – Telte, havemøbler med logoer på, og en lysekrone snurret op med strips. Dit setup i ryttergården er vigtigt!

  58. Pm – Pitmåtte – Diverse-element – Et obligatorisk objekt, sikret af miljørigtige folk, til at forhindre at topnussede racermotorer drypper råolie, imellem 49234 kassevogne fra før 1998, uden måtter.

  59. Ss – Silikonespray – Glimmerdrys på spray! En sæson hvor du ikke har brugt mindst en palle, må kaldes en fiasko fra start.

  60. Tk – Teknisk snilde – Kører-element – Kan du selv skifte et filter, eller skrue tanklåget af selv, så bliver livet lidt nemmere.

  61. Sv – Selvtillid – Kører-element – Man er nødt til at tro på det. Tro på sejren, selvom du stadig ikke har formået at melde dig til uden hjælp fra din mor.

  62. Ch – Charme – Kører-element – Kan redde dig ud af mange situationer, og bruges til at bjergtage både sponsorer, fans og ham der har målt et 650cc big-bore kit på din 125’er.

  63. Si – Stil – Kører-element – Jo bedre det ser ud, jo mere elsket bliver du i den brede offentlighed. Øv dig på at tage trøjen ned i bukserne, og sørg for at albuerne ikke giver dig blå mærker på hofterne når du kører …

  64. Ev – Eventyrlyst – Kører-element – Der er ikke mange eventyr tilbage derude for det moderne menneske. Motocross er et af de eventyr.

  65. Fr – Far – Familie-element – Det mest alsidige og vigtige element i motocross. Dette element, sørger som regel for at stort set alle de andre elementer kan være til stede hos køreren.

  66. Mr – Mor – Familie-element – Også en stor del af kørerens formel. Især når det kommer til hans mængde og volumen af kører-elementer.

  67. Sø – Søskende – Familie-element – Kan være mere eller mindre påvirkende faktorer til kørerens formel. Afhænger meget af den søskendes egne MX-elementer.

  68. Kæ – Kæreste – Familie-element – Et af de mest svingende element i kørerens formel. Kan forsage ekstreme mængder af elementer, men kan også forsage at elementerne forsvinder.

Så skulle den vist være på plads. Kom ikke og sig at verdens bedste sport ikke kan lære dig noget.

Find en print-venlig version af systemet til dit værksted, dit klasselokale, eller den lokale kirke, her, hvis du vil have systemet hængende - eller bare vil undersøge det lidt nærmere: http://www.mx-index.com/det-periodiske-mx-system

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page