top of page

AMA Pro Motocross - En optakt!

  • Forfatters billede: Mikkel591
    Mikkel591
  • 23. maj
  • 10 min læsning

Opdateret: 23. maj

ree

I morgen starter det amerikanske mesterskab, og der er maksimal dansk spænding! MEN derudover så er AMA Pro Motocross også altid garant for fedt ræs over hele linjen, og der er rigtig mange interessante navne på startlisten, som er klar til at gå efter guldet og hæderen. Vi har lige plukket et par stykker ud, som vi holder lidt ekstra øje med.


250

#107 - Mikkel Haarup - Triumph

Selvfølgelig. Ingen over, ingen ved siden af, når det kommer til danske interessepunkter. Mikkel Haarup stiller til start for Triumph, som den første danske fabrikskører i USA nogensinde, og ligesom alle jer, er vi ved at briste i spænding over hvordan det kommer til at gå. Mikkel har ikke holdt på bommen til et gældende løb siden MXoN sidste år, og der skal helt sikkert bankes noget rust af. Samtidig er det et helt nyt format, med mindre tid på banerne - og helt nye baner - som han lige skal have ind i kroppen. Hans rå tempo og tekniske flair for at læse banerne er dog stadig helt på sin plads, og vi er sikre på at han får et par amerikanske øjenbryn til at brage i vejret #107train #go


#38 - Haiden Deegan - Yamaha

Forhåbentlig får vi en sommer hvor Farepurken lader hjulene tale og går i mikrofoncølibat, for nøj han kan køre den dreng. Han er fuldstændig frygtløs på en crossbane, og vover pelsen med nogle vilde løsninger, der ville tage pusten fra Bob Hannah ham selv. Og der er naturligvis ekstra pres på ham, som forsvarende mester. Det er dog svært at se, at han ikke skulle være måske det bedste bud på en ny titel, hvis det hele flasker sig - og ingen andre formår at tage et step op.


#10 - Chance Hymas - Honda

Hymas kæmper med tingene til supercross, men når han kommer udenfor, er historien en helt anden. Det var om ikke andet sådan vi oplevede det sidste år, hvor han i hvert fald i den første halvdel af serien, var en reel udfordrer til titlen og vandt to heat undervejs. Er han det samme sted, efter en turbulent supercross-sæson? Det bliver spændende at se.


#30 - Jo Shimoda - Honda

Japaneren havde en mere anonym SX-sæson end han nok havde håbet. Der er samtidig eftersigende stormvejr i kulissen, hvor de interne stridigheder hos HRC til tider har gået højt. Sagen er dog at Jo har tempoet til at vinde heat - han vandt et enkelt sidste år - og kan han få styr på de sidste detaljer, så kunne han også godt udfordre på de rigtige dage.


#47 - Levi Kitchen - Kawasaki

3'eren fra sidste års Pro Motocross har plejet en slem skade han pådrog sig under supercross, men er tilbage for at udfordre. Han vandt heat og afdelinger sidste år, og satte en fin slutspurt ind. Kan han komme godt fra start, så kunne han måske også have det i sig, at være den der skal udfordre Deegan. De to har i hvert fald kørt på hinanden før, og Kitchen kunne nok godt tænke sig at detronisere Haiden.


#16 - Tom Vialle - KTM

Den tidligere dobbelte verdensmester i MX2-klassen, tog sølvet sidste år. Og han har netop sat sin anden SX-titel ind på kontoen. Langt hen ad vejen ved at være solid som en klippe og stabil som ingen anden. Det var opskriften i VM, og det har været opskriften i USA. Fra KTM-lejren melder man dog ud, at han er klar til at byde op til dans om sejrene hver gang - og det bliver spændende at se, om de får ret.


#23 - Julien Beaumer - KTM

Sidste år blev det til en samlet 11. plads udendørs, men alle der har fulgt med i supercross ved, at Beaumer har flyttet sig en del fra ham der var på banen sidste år. Derfor kunne man også sagtens forestille sig, at resultaterne udendørs ligeledes bliver noget forbedrede. Han kunne godt overraske.


#26 - Ty Masterpool - Kawasaki

Han sled sig til et fabrikssæde den lange vej, og takkede for tilliden sidste år, ved at tage den samlede femteplads - og et par heatsejre undervejs. Mitch Paytons drenge har virkelig brug for nogle succeser, nu hvor mesterskabet indendørs glippede til allersidst, og Ty Masterpool kunne godt være en af dem der kunne bringe den succes.


#6 - Jeremy Martin - Yamaha

Sikke en historie. For tredje gang er Jeremy Martin tilbage hos Star Racing. Den tidligere dobbelte mester har haft en - for en amerikansk kører - vild karriere, med masser af succes udendørs og kæmpe fiaskoer indendørs. Hvilket også har gjort hans sti turbulent. Nu er han imidlertid tilbage igen - til et sidste skud i bøssen. Det er i hvert fald sådan vi vurderer det. Knald eller fald for Martin.


#25 - Rider di Francesco - GasGas

Rider D kørte sig lige netop i top 10 sidste år, hvor hans resultater svingede op i top 5, og tilbage ned i den tunge ende igen. Hvis han forbedre sit bundniveau, så kunne det godt blive til mere i år.


#41 - Nate Thrasher - Yamaha

Det har været noget svingende udendørs, men indendørs har han det med at poppe op fra tid til anden, og vi vil gerne give ham troen på at han måske kunne gøre det samme nu. Sidste år blev det kun til to afdelinger, så der er mange ting der skal besvares når det går løs i morgen.


#56 - Seth Hammaker - Kawasaki

Det var tæt på hjerteskærende at se Hammaker miste sin SX-titel til sidste afdeling, da RJ Hampshire torperede ham og sendte ham i jorden, så Vialle kunne trille forbi og tage guldet. Men uanset hvad, så giver det noget ekstra ballast at have været så tæt på, og mon ikke Hammaker kan tage noget af det med udendørs og bruge det på banen.


#83 - Austin Forkner - Triumph

Forkners vej tilbage har været en vild historie, med en kæmpe skade og efterfølgende operation i hjernen. Han formåede at komme hele vejen gennem supercross-sæsonen uden skader - selvom man selvfølgelig kunne argumentere for, at han heller ikke lod til at have farten til at vinde længere. Men med den skadeshistorisk Forkner har haft, så tager han nok det at kunne stille op til Pro Motocross som en sejr. Og Mikkel Haarup siger at han har fart på ...


#92 - Max Vohland - Yamaha

Maximus har altid haft flair for det udendørs, selvom skader også har påvirket ham de seneste sæsoner. Hans karriere har været en kuriøs størrelse, og nu er han så endt hos ClubMX, der har bygget en cykel der lader til at passe ham godt. Med bagbremsen på styret, som følge af hans hofteskade. Vi kunne godt unde ham et godt resultat i år.


#36 - Garrett Marchbanks - Kawasaki

Var skadet stort set hele sidste udendørs-sæson, men vendte tilbage til slut, og havde et par solide heat. Der er potentiale til mere, hvis han kan holde sig væk fra jorden.


#325 - Stilez Robertson - Triumph

Robertson er klar igen, og han har før i karrieren været rundt podiet udendørs. Det ligger dog et par år tilbage, men det er alligevel nok til at vi lige vil nævne ham.


450

#81 - Matti Jørgensen - Husqvarna

Mattis sæson har været præget af uheld - og han kommer heller ikke problemfrit ind i udendørs-sæsonen. For det var oprindeligt meningen han skulle køre i 450-klassen på en GasGas for Wildcat Racing, men i sidste øjeblik blev det lavet om til en Husqvarna for MRPSBR Husqvarna Racing. Det er dog stadig i 450-klassen den unge dansker tørner ud, selvom han her i ugen op til, blev skoldet på overkroppen af kølervæske, og derfor ikke har haft den optimale optakt. Hans SX-sæson blev også ødelagt af skader, men han har et stort potentiale, som vi håber kommer ud hen over sommeren!


#18 - Jett Lawrence - Honda

Den tidligere mester er tilbage på cyklen, efter den skade han pådrog sig tidligt på sæsonen, og han er klar til at gå efter at gentage sin bedrift fra 2023. Selvom han ikke har været på cyklen under det mester af supercross-sæsonen, har der dog været masser af stormvejr i kulissen, hvor søgsmål og beskyldninger mod og fra den tidligere manager, har fyldt meget i offentlighedens søgelys. Kan Jett ryste sig fri af det og koncentrere sig om at køre? Det finder vi ud af i morgen. Der er dog ingen tvivl om, at han stadig må være en svag favorit, inden det går løs.


#3 - Eli Tomac - Yamaha

ET3 har ryggen mod muren - men det gør ham måske mere farlig end nogensinde. Stærke rygter siger at han er færdig hos Yamaha, men samtidig vil han gerne køre videre næste år. Så hvor går turen hen? Han er rygtet til KTM og Ducati blandt andre. Sikkert er det i hvert fald, at det er en Tomac der skal ud og vise sig frem så stærkt som muligt. Og de fleste husker vel hvordan han plejede at dominere udendørs for år tilbage. Er der en portion af det i vente for os? Man kan håbe! Nam!


#4 - Chase Sexton - KTM

Den forsvarende mester kommer med én mission: At bevise det ikke bare var fordi Jett Lawrence var skadet sidste år at han endte med at vinde. Der er ingen tvivl om at Chase har fundet sig noget bedre til tåls med sin KTM til i år - selvom han stadig er malet grøn i fremtiden af rygterne i USA - og det kunne måske give ham det sidste, i den direkte duel med Lawrence.


#7 - Aaron Plessinger - KTM

The Cowboy har skrevet under på en ny kontrakt med KTM og virker mere munter end nogensinde. Han tog bronzen sidste år, og var med oppe omkring top 3 uge efter uge. Der er ingen grund til at tro, at han ikke kan gøre det samme i år - om end der bliver flere om buddet deroppe.


#2 - Cooper Webb - Yamaha

... og en af dem kunne være Cooper Webb. Cooper har lige sikret sig endnu en supercross-titel, og hans evne til at tage fusen på alt og alle er uovertruffen. Når han først mener det og gør sig god, så skal selv de mest hårdfør ryste i bukserne. Og har Yamaha fået sat ham i hovedet, at det ville være alletiders bedrift at trække tæppet væk under både Sexton, Lawrence og Tomac, så kommer han til at gøre et rask forsøg.


#96 - Hunter Lawrence - Honda

Sidste års sølvvinder, der strålede i sin brormands fravær, kommer også tilbage fra en skade, når starten går i morgen. Har han hvad der skal til, for alvor at udfordre i toppen? Eller kommer Jett til at overstråle ham igen? Det er svært at sige, og vi ved nok først mere, når vi er færdige i Pala.


#32 - Justin Cooper - Yamaha

Yamahas tredje officielle mand, kørte en stabil og flot supercross-sæson, og det er som om han bare arbejder sig mere og mere ind i 450-klassen. Man kunne håbe på at han tager momentum fra supercross med sig ind i AMA Pro Motocross, så vi får endnu en der melder sig i toppen.


#70 - Jorge Prado - Kawasaki

Generelt måske den mest forudsete og debatterede debut i 450-klassen. Den dobbelte verdensmester i MXGP-klassen vender tilbage fra en skulderskade han pådrog sig indendørs, og der er mange øjne på ham. Der er ingen tvivl om at han kommer til at befinde sig bedre udendørs, og vi kan nok godt forvente et par gode starter - men om han har intensiteten til den amerikanske model - hvor det hele afgøres på én dag - er nok mere spændende at følge med i. Der skal fart på og ikke bare køres bredt og stabilt.


#21 - Jason Anderson - Kawasaki

Rygterne sender El Hombre væk fra Kawasaki, og læser man mellem linjerne, så kunne der godt være noget sandhed i det. Er det tilfældet, så kunne man ligeledes godt forestille sig at han var lidt knotten - og samtidig kunne finde det sjovt at tæve både Prado - og Sexton. Og vi ved at han har haft tempoet i sig. Kan han finde det frem igen?


#27 - Malcolm Stewart - Husqvarna

Mookie er god at have med udendørs. Han var med sidste år, efter ellers konsekvent at have skippet Pro Motocross i årevis, og han gjorde det hæderligt. Det blev til en 6. plads, som følge af stabile resultater i heatene. Femtepladser var det bedste han fik med sig, men mon ikke man fra Husqvarna godt kunne tænke sig at se lidt mere?


#24 - RJ Hampshire - Husqvarna

RJ sluttede SX-sæson i 250-klassen med et brag, en tur på jorden og virkelig meget udskamning online. Ikke desto mindre er han nu klar til 450-klassen, og han skal nok komme til at gøre det godt. Han har tradition for at være stærk udendørs, så det bliver spændende at se hvad han bringer til festen.


#17 - Joey Savatgy - Honda

Sidste år var kaotisk for Savatgy. Han måtte sidde over supercross-sæsonen for Triumph, fordi man ikke kunne få dispensation til at lade ham køre i 250-klassen, og da han så måtte være med udendørs, gik det slet ikke som håbet. Han fandt dog et nyt hjem på en rød maskine, og kørte en hæderlig SX-sæson, så det bliver spændende at følge ham udendørs.


#45 - Colt Nichols - Suzuki

Colt45 kørte en stabil SX-sæson, hvor han dog nok havde håbet at kigge noget mere ind i top 10. Der er dog ingen tvivl om hvad han kan på en crosscykel, og nu kommer han med et setup der er sat fuldt op til ham - og ikke bare som et fill-in.


#42 - Harri Kullas - Husqvarna

Der er rigtig mange interessante europæisk navne med også, og vi har lige taget et par af dem med på listen. Kullas viste sig allerede flot frem sidste år i USA, hvor han overraskede en del til SMX-afdelingerne i slutningen af året. Derfor fik han også chancen i år, hvor en skade dog satte en stopper for hans SX-eventyr. Nu gælder det Pro Motocross, hvor han godt kunne tage fusen på et par stykker igen.


#102 - Benoit Paturel - Suzuki

Franskmanden glippede et sæde i MXGP, og søgte siden lykken i USA. Det resulterede til slut i en kontrakt hos HEP Motorsports, og på at styre Suzukien igennem Pro Motocross-sæsonen, og det var en ovenud lykkelig Paturel der tog imod. Han har kæmpet med tingene siden de gode dage i VM MX2-klassen, men måske det her bliver et vendepunkt?


#271 - Nicholas Lapucci - Kawasaki

Den tidligere Europamester i EMX250-klassen har været plaget af skader de seneste sæsoner, men efter at en frisk start på Kawasaki til det italienske mesterskab, tager han nu turen til USA for at prøve. Hans evne til at starte er god - og hans næse for show ligeså - men om det holder hele vejen til mål, når det gør ondt og det hele bliver surt slid, bliver spændende at følge.


#992 - Valentin Guillod - Yamaha

Efter at have kæmpet som privateer i VM i år - og været meget vokal omkring sine kvaler - og efter det store styrt til hjemme-GP'et i Schweiz, prøver Guillod nu i stedet lykken i USA. Ambitionen er at køre sig til et sæde, ved i hvert fald at deltage i de første par afdelinger. Der er ingen tvivl om at Guillod har et godt tempo, og forhåbentlig har han denne gang budgetteret med at skulle skifte bagdæk eller at det kan blive regnvejr, så han kan få vist hvad han kan.


(Der er rapporter om en del skader. Så vi har undtaget de kørere som RacerX har rapporteret som skadede. Så hvis du undrer dig over at Max Anstie eller Justin Barcia for eksempel ikke er omtalt, så er det derfor.)


Foto: Brown Dog Wilson

 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page