top of page

AMA Supercross - Teams

Nu kommer vi ikke udenom det meget længere. Det er blevet januar, og månedens største forsødende begivenhed er nu kun et par dage væk - første omgang AMA Supercross fra Anaheim på lørdag. Derfor skal vi også have lavet lidt behørig optakt, og vi starter med at kigge på de forskellige teams til den amerikanske sæson! Så skal vi nok knytte ord på favoritterne de næste par dage, og måske komme med et par sketchy forudsigelser.


Team Honda HRC

450

18/1 - Jett Lawrence

96 - Hunter Lawrence

250

30 - Jo Shimoda

48 - Chance Hymas


Den Røde Armé har et stærkt line-up, der uden tvivl er omgærdet af en del hype og spænding. Kan Jett Lawrence sætte aftryk på den sidste amerikanske serie han mangler at dominere? Og kan Hunter Lawrence holde den på hjulene og gøre sig gældende i 450-klassen? Jo Shimoda er kommet til fra Kawasaki, og er tilbage i rødt. Japaneren ser allerede godt ud på den røde maskine, og han må betragtes som en af favoritterne i den 250-klasse han skal være med i. Talentfulde Hymas tager endnu en sæson under fabriksteamets vinger.


Phoenix Honda Racing

450

14 - Dylan Ferrandis

250

58 - Cullin Park


Når man tænker på hans meritter, så er det usædvanligt at Dylan Ferrandis ikke har kunnet finde et fabriksteam. Det er også noget der har været diskuteret kraftigt på de sociale medier, men ikke desto mindre er faktum, at franskmanden liner op på en Phoenix Honda. OG at han nok drømmer om fabriksskalpe at hænge på styret af den. Han kunne sagtens blive en faktor, om ikke andet, så udendørs. Desuden har man Cullin Park i 250-klassen - som jo faktisk gjorde det rigtig fint i WSX, og måske kunne tage et step opad i år.


FirePower Honda

450

15 - Dean Wilson

250

37 - Max Anstie


Det australsk-baserede team er tilbage, og igen med et fint line-up, der jo som bekendt høstede succes både i WSX og til det australske supercross-mesterskab. Dean Wilson har hintet at 2024 bliver hans sidste fulde sæson, mens Max Anstie efter rygterne af dømme, virkelig har fart på. Han er nykronet verdensmester og tog jo en medalje i AMA Supercross sidste år. Så kan han gøre svendestykket færdig og tage en AMA-titel?


MotoConcepts Honda

450

Vince Friese

250

41 - Carson Mumford

55 - Mitchell Oldenburg


Jublen ville ingen ende tage, da det for nylig blev bekræftet at Friese er på bommen igen i 450-klassen i Anaheim. Eller noget. Men starte kan han, og vi ved at han er iskold, uanset hvad der sker. Vi må bare håbe det ikke koster brækkede knogler i feltet ... Mumford er et solidt kort, men man forventer nok noget mere fra ham, end vi nåede at se i WSX. Oldenburg viste sig til gengæld godt frem i WSX, og burde være en faktor i AMA SX 250-klassen også.


Ti-Lube Honda

250

65 - Henry Miller

86 - Luca Marsalisi

174 - Trevor Colip


HEP Motorsports

450

11 - Kyle Chisholm

12 - Shane McElrath

92 - Ken Roczen


HEP Motorsports er igen sprængfuld af rutine, især efter tilgangen af Shane McElrath, der slutter sig permanent til, efter at have været fill-in sidste år. Derudover er alle øjne naturligvis på Ken Roczen. Sidste år snakkede alle om at han var dømt ude, fordi han havde valgt Suzukien, endda meget sent inden sæsonstart. I år er tonen en anden. Kan han tage flere sejre, ligesom han gjorde i 2023? Desuden er Chiz med igen, både for at køre, men også for at udvikle videre på cyklen.


BarX Suzuki

450

53 - Derek Drake

250

87 - Max Miller

128 - Preston Boespflug

540 - Leo Tucker

945 - Anthony Bourdon


BarX Suzuki kommer igen til at stå for 250-delen af Suzukis indsats i USA, og der er igen lidt interessante skift at notere sig. Ikke mindst i form af Preston Boespflug, der kommer fra en fin amatør-karriere med KTM. Desuden har man fået tilgang af franske Bourdon, der fortjent har fået chancen, efter flere flotte resultater i Europa og i WSX. Max Miller er kommet til, mens Leo Tucker støder til når vi rykker udendørs. Derek Drake er også tilbage, og kommer til at tørne ud som eneste mand i 450-klassen for teamet.


Rockstar Husqvarna Factory Racing

450

27 - Malcolm Stewart

28 - Christian Craig

250

24 - RJ Hampshire

83 - Gullem Farres

166 - Casey Cochran


Der er ikke sket meget hos Husqvarna til den nye sæson, andet end at Guillem Farres er kommet til fra Star Racing. Spanieren, der på vild vis gik fra at vinde ADAC Masters, til nu at have kørt på to forskellige fabriksteams i USA, bliver spændende at følge indendørs. Ellers er det gengangere vi kigger på. Mookie er tilbage, og vi ved at han er all-in, har masser af tempo, og så håber vi bare at han ikke bliver skadet. Craigs 2023-sæson bestod af en lang skade og en gedigen røvfuld i Ernée, så det er usikkert hvad vi kan forvente af ham. RJ Hampshire kan og skal blande sig i titelkampen.


Red Bull Factory KTM

450

4 - Chase Sexton

7 - Aaron Plessinger

250

16 - Tom Vialle

929 - Julien Beaumer


ALLES øjne er på Sexton. Den forsvarende mester i 450-supercross er kommet til fra Honda, og der har været snakket rigtig meget om hvor godt han ser ud på den orange cykel. Eller skidt ... Det ved vi dog først for alvor på lørdag. Plessinger tager hul på endnu en sæson for KTM, og den sympatiske cowboy viste gode takter i supercross sidste år, hvor kun sort uheld holdt ham fra de helt store resultater. Dobbelt MX2-verdensmester Vialle tager hul på sin anden sæson i USA, hvor man nok forventer at der er klare forbedringer at spore. Sidste mand er Beaumer, der kommer til efter at have været sublim på amatør-scenen sidste år.


AEO Powersports KTM

250

35 - Talon Hawkins

53 - Derek Kelly

107 - Ryder McNabb


Talon Hawkins kommer til, efter en sæson med fabriks-Husqvarna, mens det også er interessant at man ser ud til at have sikret sig det canadiske es, McNabb, der giver den et skud i USA for alvor.


Team Tedder

450

46 - Justin Hill


Tedder havde begge Hill-brødrene med i 2023, men det ser ud som om at det kun er Justin der vender tilbage i 2024. Her havde den tidligere sherif jo også en blændende SX-sæson i 2023, hvor han formåede at køre på podiet til sidste afdeling.


Team Next Level Racing

450

Justin Rodbell

Hunter Schlosser

Colby Copp

Scott Meshey

97 - Tristan Lane


Sidste år fungerede teamet egentlig mest bare som en slags transportservice for privateers, men i år har man mere struktur og strømlining på det.


Monster Energy Star Racing Yamaha

450

2 - Cooper Webb

3 - Eli Tomac

32 - Justin Cooper

250

Gavin Towers

31 - Jordon Smith

38 - Haiden Deegan

50 - Enzo Lopes

57 - Nate Thrasher

59 - Daxton Bennick

61 - Stilez Robertson

411 - Nick Romano


Det blå fabriks-kollektiv hos Star Racing ser igen uhyggeligt stærkt ud, og har ressourcerne til igen at køre med om tingene på alle planer. Eli Tomac er tilbage, ude efter en bedre sidste sang, end han fik sidste år, og man må formode at han er helt klar til at gå efter titlen. Samtidig vender Webb hjem, efter en afstikker hos KTM, men om det denne gang bliver til succes i 450-klassen på Yamahaen, må tiden vise. Justin Cooper er tredjemand i 450-klassen for Star, og der er pres på, for at leve op til teamkammeraterne og fortjene at være ham der skal satses på i fremtiden.


I 250-klassen er opmærksomheden naturligvis på Deegan. Farepurken gjorde det forrygende i sin rookie-sæson sidste år, og der er nok mange der forventer endnu mere fra ham i år. (Såsom en optræden på Matterley Basin senere på året.) Men i det hele taget er det stærke navne man har med i 250-klassen også. Smith, Thrasher, Robertson har alle bevist at de kan vinde finaler, mens Bennick og Romano skal vise hvad de kan i 2024.


ClubMX Yamaha

250

6 - Jeremy Martin

26 - Garrett Marchbanks

36 - Phil Nicoletti

69 - Coty Schock

99 - Jett Reynolds

105 - Mark Finies


ClubMX har haft godt med succes de sidste par sæsoner, og man går efter det igen i år. Jeremy Martin, der efterhånden må betegnes som en ren veteran, skal forsøge at genfinde fordums storhed, men vi må se hvad vi får fra ham. Marchbanks kørte en fin sæson 2023, og kunne godt være en outsider til noget stort. Filthy-Phil er som han er, det kan blive godt, det kan blive en mindeværdig, mavesur kommentar efterfølgende. Win/win. Man sagde desuden farvel til brasilianske Lopes, men har så fået tilgang Reynolds, der med den rette gejst, godt kunne levere noget fornemt.


Solitaire Yamaha

250

Nique Thury

71 - Cole Thompson

73 - Robbie Wageman


Canadiske Thompson kørte en fin WSX-sæson, og kunne godt være en der kunne levere gode resultater for teamet. Med de rigtige forudsætninger kan Wageman og Thury også gøre det.


Rock River Yamaha

450

23 - Grant Harlan

91 - Devin Simonson

250

75 - Marshal Weltin

80 - Michael Hicks

116 - TJ Albright

900 - Keegan Rowley


Grant Harlan havde flere fine resultater sidste år, og har nok bestemt tænkt sig at bygge videre på den tendens. Samtidig vender Simonson tilbage fra Europa - hvor han jo var fill-in i VM MX2-klassen, uden nævneværdig succes - og skal igen tørne ud på en 450'er. I 250-klassen råder man over Hicks, der er forsvarende mester i Arenacross, og som - hvis det flasker sig og han er med - godt kunne være sjov at holde øje med i 250-klassen. Weltin kommer desuden til, efter et år hos Suzuki.


TLD Red Bull Gasgas Factory Racing

450

51 - Justin Barcia

111 - Jorge Prado

250

34 - Ryder di Francesco

39 - Pierce Brown


Det helt store samtaleemne er selvfølgelig tilgangen af MXGP-verdensmester, Jorge Prado, der skal køre de første tre afdelinger supercross. El Niño har set fin ud på SX-banen, men har også haft mindst et enormt styrt. Hvor kommer han til at ligge? Barcia er desuden tilbage, og vi ved at Bam-bam altid er en faktor. Han kommer til at køre med om sejre. Samtidig har man fået tilgang af Ryder D i 250-klassen, der kommer til fra Kawasaki, og det kunne godt blive lige det der skal til, for at få det maksimale ud af hans talent. HVIS han kan vænne sig til den østrigske cykel.


WILDCAT Racing

450

49 - Jose Butron

60 - Lorenzo Locurcio


Man kan sige hvad man vil, men Butron og Locurcio leverede flere strålende resultater udendørs sidste år. Selvom spanske Butron, der for alvor toppede i VM MX2-klassen for år tilbage, var i karrierens efterår her i Europa, så blomstrede han i USA. (Og demonstrerede måske også lidt feltets manglende dybde.) Nu er han så bekræftet til supercross også, og vi er yderst spændte på om teknikken rækker.


AJE Motorsports

250

Austin Politelli

78 - Josh Varize

245 - Matti Jørgensen


Okay, her har vi danskerbrillerne på, men et dansk talent, der har kørt sig hele vejen op gennem rækkerne i USA, hører altså bare til sjældenhederne. Matti Jørgensen er klar til at tage hul på sin første pro-sæson, og vi sidder ude på kanten af stolen. Forskellige amerikanske sider beretter at Matti skulle starte i SX Futures-klassen, men han har altså overfor MX-Index fortalt, at det bliver i pro 250-klassen han er klar i Anaheim. Med sig på holdet hos AJE får han rutinerede Varize og Politelli.


Monster Energy Kawasaki

450

9 - Adam Cianciarulo

21 - Jason Anderson


Ikke de store ændringer hos Kawasaki. Cianciarulo tager endnu en tørn, og det store spørgsmål er som altid, om han når at gå i stykker, inden har får sat sit aftryk. Tempoet har han uden tvivl - måske også til at blande sig helt i toppen. Det samme kan siges om Anderson, der desværre også havde sit at kæmpe med sidste år. Nu skulle han dog være fit og klar til at gå efter guldet nok engang.


Monster Energy Pro Circuit Kawasaki

250

20 - Max Vohland

43 - Seth Hammaker

47 - Levi Kitchen

63 - Cameron McAdoo

64 - Austin Forkner


Mitch Paytons tropper leder stadig efter tidligere tiders storhed. Skader har været deres helt store nemesis de sidste sæsoner, og nu har man igen rystet posen - lidt. Max Vohland og Levi Kitchen er kommer til, fra henholdsvis KTM og Yamaha, og de to kunne godt blomstre for alvor hos Pro Circuit. Desuden må man sige at både Forkner, Hammaker og McAdoo har tempoet til at være med i toppen, HVIS de kan forblive på cyklen. Forkner især.


Partzilla PRMX Kawasaki

450

Aaron Tanti

81 - Cade Clason

250

82 - Mitchell Harrison

85 - Hunter Yoder


En blandet landhandel, men at man har fået Harrison ind på en SX-only aftale kunne godt blive fornuftigt. Australske Tanti gjorde det flot i WSX, og han kunne også godt være værd at holde lidt øje med.


HBI Racing

450

29 - Ty Masterpool

250

Slade Varola

42 - Caden Braswell

90 - Hardy Munoz

137 - Aiden Shive

427 - Cole Bradford


Ty Masterpool var den helt store åbenbaring i 450-klassen udendørs sidste år, og mange havde glædet sig til at se ham i supercross - som han jo har ry for ikke at værdsætte såååå meget. Men desværre har han pådraget sig en skade lige inden sæsonstart, og er ikke med i Anaheim. Det samme kan siges om Braswell, der er ude hele SX-sæsonen, hvor han bliver erstattet af Varola.


Madd Parts Kawasaki

450

Bubba Pauli

22 - Fredrik Norén

74 - Josh Cartwright


Svenske Fredrik Norén er tilbage hos Madd Parts, som han også kørte supercross for i 2023. Denne gang på en kontrakt der også dækker udendørs-sæsonen.


HOST Grindstone Kawasaki

250

88 - Dylan Walsh


Walsh jonglerede aftaler i både USA og England sidste år, men har i år fået det struktureret sådan, at han kan fokusere på karrieren i USA.


Triumph Racing

250

17 - Joey Savatgy

33 - Jalek Swoll

751 - Even Ferry


Selvom vi nok alle sammen ser frem til Triumphs debut i VM med Mikkel Haarup ombord, så bliver første prøvelse for cyklen altså i USA, hvor man indtager 250 East-serien. Desuden støder Savatgy først til udendørs, da man forgæves forsøgte at skaffe dispensation for at han kunne køre i 250-klassen, på trods af for mange opnåede point tidligere i karrieren, men måtte give fortabt.

Liqui Moly Beta Racing

450

45 - Colt Nichols

67 - Benny Bloss


Efter et par sæsoner i VM her i Europa, er Beta klar til at tage deres MX-cykel til USA. Det bliver i hænderne på Nichols og Bloss, og det er altid spændende at se hvad et nyt mærke kan levere i supercross. Begge kørere har haft travlt med at rose cyklerne til skyerne, så vi må se hvad der sker på lørdag!


Foto: Honda

Comentarios


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page