top of page

Barbara glad for samlet EM-femteplads!


EM for kvinder er gået rigtig godt for Barbara Aagaard, der for første gang siden 2018, havde muligheden for at sætte en hel serie sammen. Det endte med en samlet femteplads, efter finalen i Sønderborg, og vi fik hende derfor til at gøre status over EM-sæsonen.


Barbara Aagaard: "Overall er EM-sæsonen jo gået godt og bedre, end jeg turde håbe på. Det er mit første samlede resultat siden mit DM i 2018, så det er dejligt at kunne forny mit motocross CV lidt og skrive en 5. plads til EM i 2021 på. Når man kører en løbsserie, vil der også være op- og nedture, men det giver også rum til at reflektere over, hvorfor det går godt, og hvorfor det går knap så godt. Italien og Estland var svære afdelinger for mig, hvor det handlede om at korrigere kursen. Dét formåede jeg at gøre, hvor jeg i Frankrig havde en fin afdeling samt til sidst i Danmark. Sønderborg havde jeg set frem til, da det er en bane, jeg har trænet meget på om vinteren lige fra starten på min Kawasaki 85cc. Før Sønderborg vidste jeg, at hvis jeg tog mig lidt sammen, var en samlet 5. plads mulig.


Lørdagen gik med kvalifikation, hvilket desværre ikke altid har været min stærke side, men jeg kom gennem dagen med en samlet 11. plads. I 1. heat kom jeg dårligt ud over bommen, men formåede at køre mig godt op i de første 2 sving. Efter 1. omgang var jeg nr. 10, og jeg overhalede amerikanske Avrie Berry og lå da nr. 9. Heatet igennem væltede svenske Tyra og hollandske Kimberly, og jeg kørte i mål som nr. 7. I 2. heat fik jeg igen en knap så god start, men jeg kløede på og overhalede en del op af langsiden. I andet sving væltede jeg sammen med fire andre grundet trafik. Jeg kom op og fik startet, og på det tidspunkt ved man kun, at der er én ting at gøre… nemlig at smøre ærmerne op og komme igang. Jeg kæmpede hele heatet og kunne køre i mål som nr. 10.


Det har været en utrolig lærerig EM-sæson, og jeg håber, at jeg har midlerne igen næste år til at kunne deltage. En stor tak skal lyde til mine sponsorer, familie og kæreste. Foruden jeres støtte havde det ikke været muligt!"

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page