Belgien tog sejren til et magisk Motocross of Nations, hvor der var gode danske glimt!

105.000 mennesker så til fra bakkeskråningerne i Erneé, da endnu en magisk version af Motocross of Nations løb af stablen, og endnu flere fabelagtige øjeblikke blev skabt, skreget ud og mejslet ind i hukommelsen!
Heat 1, MXGP + MX2
For det er næsten umuligt at fylde alle højdepunkterne ned i én artikel. Men lad os alligevel prøve. Første heat var eneste heat med to danskere til start, og begge danskere leverede fra øverste hylde. Mads Fredsøe lavede et brag af en start, og lagde ud oppe i top 5, inden han derefter hængte bravt i. Til slut kørte han over stregen som nummer 17 i det stærke felt. Nicolai Skovbjerg fik en helt anderledes start, og måtte køre sig op langt nedefra, men nåede helt op til 18. pladsen over målstregen. Mesterlige ting fra begge danskere, der virkelig fik vist sig fint frem i første heat. Sejren tog Romain Febvre sig af, da Jorge Prado styrtede fra førstepladsen, og gav det franske publikum noget at klappe af. Og de havde brug for det, for Mathis Valin styrtede på første omgang og udgik, og så var der virkelig pres på hjemmebaneholdet resten af dagen. Efter første heat var Spanien i spidsen, da Guillem Farres kom ind som nummer 4 og bedste MX2-cykel. Belgierne trak en 3. plads fra Lucas Coenen, mens Sacha Coenen var i problemer og blev nummer 12.
Resultat, heat 1:
1 Romain Febvre - Frankrig - Kawasaki
2 Jorge Prado - Spanien - KTM
3 Lucas Coenen - Belgien - KTM
4 Guillen Farres - Spanien - Triumph
5 Jan Pancar - Slovenien - KTM
6 Alberto Forato - Italien - Fantic
7 Camden McLellan - Sydafrika - Triumph
8 Jörgen-Matthias Talviku - Estland - Fantic
9 Roan van de Moosdijk - Holland - KTM
10 Julien Beaumer - USA - KTM
17 Mads Fredsøe - Danmark - KTM
18 Nicolai Skovbjerg - Danmark - Husqvarna
Heat 2, MX2 + Open
Og så var det videre til næste heat. Her var Nicolai Skovbjerg alene på skansen, men desværre var heldet ikke med danskeren. Han kom ikke godt afsted, og da han skulle til at sætte gang i sin opkørsel, opstod der flere problemer. Det endte med at Nicolai udgik af heatet og blev noteret for en plads som nummer 34 - dog ikke uden at have givet alt hvad han havde. Sejren var der aldrig tvivl om. For det kan godt være belgierne endte med at vinde samlet, men der var ingen over og ingen ved siden af Jeffrey Herlings. The Bullet vandt heatet med over et halvt minut og holdt Holland inde i kampen. Samtidig var andet heat igen hjerteskærende for Frankrig. Tom Vialle tog starten og førte en halv omgang, inden han blev læsset af for fuld musik over et hop. Det betød en DNF - og dermed var Frankrigs drøm om guldet slukket. Også Spaniens drømme led et knæk, da Francisco Garcia udgik med teknisk defekt efter et par omgange. I stedet var det belgierne der strålede som hold. Liam Everts viste sig som løbets helt store åbenbaring, og Liamski styrede sin Husqvarna ind på fjerdepladsen. Da Sacha Coenen samtidig viste hvad han kunne, når han bliver siddende på cyklen, med en 7. plads, så var belgierne i spidsen inden sidste heat, mens Spanierne var piskede til at levere to gode resultater.
Resultat, heat 2:
1 Jeffrey Herlings - Holland - Honda
2 Andrea Adamo - Italien - KTM
3 Pauls Jonass - Letland - Kawasaki
4 Liam Everts - Belgien - Husqvarna
5 Guillem Farres - Spanien - Triumph
6 Cooper Webb - USA - Husqvarna
7 Sacha Coenen - Belgien - KTM
8 Camden McLellan - Sydafrika - Triumph
9 Glenn Coldenhoff - Holland - Yamaha
10 Ben Watson - Storbritannien - Triumph
34 Nicolai Skovbjerg - Danmark - Husqvarna
Heat 3, MXGP + Open
Og så skulle det hele afgøres i tredje heat - og det kunne ikke være skrevet meget bedre. For Jorge Prado kom godt afsted for Spanien og så gik det ellers over stok og sten. Det blev en passende finale for et storslået arrangement, hvor føringen skiftede flere gange undervejs. For belgierne pressede på, og igen var Liam Everts en fornøjelse at se på. For han kørte sig hele vejen op på andenpladsen, og skønt han tabte et par placeringer undervejs, så holdt han fast for fjerdepladsen. Bag ham kæmpede Lucas Coenen med alt hvad han havde tilbage, efter dårligt at kunne stå op, stadig plaget af den skade han pådrog sig tidligere i år. Og Coenen bragte den hjem på femtepladsen. Spanierne kunne ikke svare igen, og så kunne jublen ellers bryde ud. For første gang i 13 år vandt Belgien trofæet, og det var så tårerne flød fra Stefan Everts, da han så sønnike blive den tredje i familierækken der kunne løfte Chamberlain-trofæet. Samtidig var der ingen sure miner fra spanierne, der aldrig tidligere havde været på podiet, og derfor var glade for andenpladsen. Og der var også smil hos hollænderne på tredjepladsen, for de var måske ikke øverst på podiet, men de havde den bedste mand på dagen - og måske i verden lige nu. For Jeffrey Herlings gav publikum en oplevelse af de store. Han styrtede tidligt i heatet og var pludselig nede på 8. pladsen. Men derfra skilte han dem alle sammen ad, kørte sig hele vejen op på førstepladsen og kunne tage en sikker sejr til slut, hvilket var nok til at sende Holland på podiet. Mads Fredsøe lavede igen en fin start, men havde desværre et uheld undervejs, der gjorde at han sluttede udenfor top 20, men satte punktum for en heroisk dansk indsats på alle fronter.
Resultat, heat 3:
1 Jeffrey Herlings - Holland - Honda
2 Jorge Prado - Spanien - KTM
3 Romain Febvre - Frankrig - Kawasaki
4 Liam Everts - Belgien - Husqvarna
5 Lucas Coenen - Belgien - KTM
6 Cooper Webb - USA - Husqvarna
7 Jan Pancar - Slovenien - KTM
8 Pauls Jonass - Letland - Kawasaki
9 Ben Watson - Storbritannien - Triumph
10 Jed Beaton - Australien - Yamaha
25 Mads Fredsøe - Danmark - KTM
Samlet
Resultaterne betød at belgierne tog sejren med tre point til Spanien, der sluttede otte point fra Holland på tredjepladsen. Letland tog en fornem fjerdeplads, mens USA kørte sig i top 5, ikke mindst på baggrund af to solide heat af Cooper Webb. Danmark slutter desværre sidst i A-finalen, da vi for anden gang i træk mangler en mand, og det automatisk takseres til at give en sidsteplads. Ikke overraskende tog Jeffrey Herlings den samlede sejr i Open-klassen, mens spanierne satte sig på sejren i de to andre. Jorge Prado vandt individuelt i MXGP, mens Guillem Farres sluttede en fornem sæson af med at vinde MX2-klassen samlet.
Samlet, resultat MXoN 2026:
1 Belgien
2 Spanien
3 Holland
4 Letland
5 USA
6 Italien
7 Storbritannien
8 Schweiz
9 Australien
10 Frankrig
Samlet, MXGP:
1 Jorge Prado - Spanien - KTM
2 Romain Febvre - Frankrig - Kawasaki
3 Lucas Coenen - Belgien - KTM
4 Jan Pancar - Slovenien - KTM
5 Alberto Forato - Italien - Fantic
6 Jed Beaton - Australien - Yamaha
7 Julien Beaumer - USA - KTM
8 Roan van de Moosdijk - Holland - KTM
9 Karlis Reisulis - Letland - Yamaha
10 Jörgen-Matthias Talviku - Estland - Fantic
13 Mads Fredsøe - Danmark - KTM
Samlet, MX2:
1 Guillem Farres - Spanien - Triumph
2 Camden McLellan - Sydafrika - Triumph
3 Sacha Coenen - Belgien - KTM
4 Glenn Coldenhoff - Holland - Yamaha
5 Jeremy Seewer - Schweiz - KTM
6 Janis Reisulis - Letland - Yamaha
7 Levi Kitchen - USA - Kawasaki
8 Alex Larwood - Australien - Honda
9 Alve Callemo - Sverige - Husqvarna
10 Ben Mustoe - Storbritannien - GasGas
13 Nicolai Skovbjerg - Danmark - Husqvarna
Samlet, Open:
1 Jeffrey Herlings - Holland - Honda
2 Liam Everts - Belgien - Husqvarna
3 Pauls Jonass - Letland - Kawasaki
4 Cooper Webb - USA - Husqvarna
5 Ben Watson - Storbritannien - Triumph
6 Dylan Wright - Canada - Honda
7 Kevin Brumann - Schweiz - Husqvarna
8 Andrea Adamo - Italien - KTM
9 Alvin Östlund - Sverige - Triumph
10 Francisco Garcia - Spanien - Kawasaki
YZ125
Søndagen bød også på en den sidste bLU cRU Superfinale, hvor danske Storm Maymann var i aktion. Desværre endte finalen ikke godt for Storm, der ellers var på vej op igennem feltet mod fronten. Den talentfulde dansker styrtede og brækkede desværre sin hånd. Så der venter en pause for Storm, når hånden er lappet sammen. Sejren tog franske Arno Cazet.
Find alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Det var det for i år, folkens! Vi ses til mere VM i februar 2027 - og Motocross of Nations i Assen i Holland.






