top of page

BLOG: Hallo'w’ind pisset! – De mest skræmmende MX-relaterede udklædninger!


Allehelgensaften nærmer sig – som den jo hedder på indenlandsk, for folk der tænkte en hel del længere end til ”Supermotocross” over et navn, og det er efterhånden blevet en fest der for alvor bliver fejret i gamle Dannevang. Med grimme orange lanterner, at lade som om man ikke er hjemme overfor nabolagets børn, og UDKLÆDNING. Du er i forvejen det mest skræmmende ude i klubben, med omridset af forrøret fra din gamle Cagiva brændt ind i venstre kind, fra en pokal-eller-hospital-affære til en prøvedag engang, og dine hjemmebryggede pilsnere med i oliekande, men derfor vil du gerne lige toppe den med en skræmmende udklædning når kalenderen rammer 31. oktober. Kunne et par microer gå i brædderne rent af rædsel, og banemanden skræmmes til at søge hjælp hos den gud han ellers afsvor da han så Brad Lackey tæmme iskolde stifter uden at fjerne lapperne fra styret, så har det været en succesfuld Halloween!


Men hvad skal du så klæde dig ud som? MX-Index hjælper som sædvanlig med alting motocross, og selvfølgelig også med en liste over de mest skræmmende udklædninger for crosskarle og -koner. Selv tak!


1. En pose uvaskede filtre. Stor som et ondt år, indsamlet fra alle dine makkere. Også VM-Gorm, der bruger tagtjære som filterolie. Du mærker hjertet give efter af frygt, bare ved tanken. En sæk over hovedet, og et par begsorte Twin-Air limet til kinderne. Går rent hjem.


2. En fodboldfan.


3. En miljøaktivist. Af den værste skuffe, føj. Komplet blottet for logisk, empatisk og bare noget der ligner marginalt rationel sans. Hop i noget gustent genbrugskluns, der ligner opkast fra 70’erne, og stop et reagensglas med lidt råolie i bukselommen, som du kan hælde ud på jorden, hvis du nu skal understrege din pointe om at motocross sviner overfor noget myndighed. Alle ryster allerede i bukserne. Og i næverne …


4. Erindringen om den motorbolt du glemte i farten, når skiltet vender til 5 … Kæft, det er ærgerligt mand!


5. Et GoPro på hjelmen. Den sikre død, det er både sikkert og vist.


6. Den fjerneste flagpost. Den helt ude i sandgraven ude bagved. Den ligger i et andet postnummer, og det ville tage en hold trænede eventyrere et par måneder at nå derud til fods. Du ved du kommer tilbage som OB-kører hvis du får den tildelt, og derfor frygter alle den. Slå et par brædder dårligt om kroppen, så vinden pisker lige igennem, og mal et dårligt nummer ”13” på dig selv med hegnsmaling. Så er du der.


7. Et luset lavtryk.


8. Støjkontrollen. Hvad? Er de her? Nu? Satans! Så skal det gå stærkt. Af med potten, der har lige så lidt dæmpning som din hjerne når du bliver hidsig, og som brummer så det kan høres på Rømø, når du vrider øret på geden. Hvad har du som I kan smide ind i røret for at få støjen ned? Din kærestes tandbøjle, en stålsvamp og alt det håb og krydsede fingre du kan mønstre. Så prøver vi igen! En mikrofon på hovedet, og lad det være 50/50 om du dukker op til Halloween-fest, så skulle den være i vinkel.


9. Mislyde på sidste omgang.


10. Dagens sidste heat i Holstebro. Når banen ligner en slagmark, og udsigten til at sandsurfe lidt, minder om at skulle krydse en klippebrænding i tyfon på et strandtennisbat. Udklædningen bør være nemt klaret, da du allerede er bulet som et strandcross i helvede, fordi din diæt består udelukkende af energidrik, pølsemix og mentolsmøger.


11. En kulturminister.


Så skulle du være dækket ind. Send os et billede når du vinder noget præmie, din kæmpe chef.

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page