Brødrene Dissing-update fra Randers

Emil og Mads Dissing havde en god dag i Randers i søndags, hvor Emil cementerede sin DM-sølvmedalje i 125cc, mens Mads, der vandt DM-sølv i 85cc weekenden før, også var på pletten i 125cc, hvor det blev til en femteplads på dagen. Vi fik lige et par ord fra begge brødre, der snakkede os igennem dagen i søndags.
Emil Dissing: "Det blev til en sølvmedalje i DM 125cc, og det er jeg sgu tilfreds med, for at være helt ærlig. Sæsonen har været lidt op og ned, men jeg har kæmpet hele vejen, gjort mit bedste og lært en masse undervejs. Stort tillykke til Marius (Simonsen) med guldet, det var fuldt fortjent. Jeg er stolt af sølvet og tager masser af motivation med videre. Nu kigger jeg fremad mod nye mål!"
Mads Dissing: "Min DM-afdeling i 125cc i Randers gik godt. Jeg fik tester mine 125-skills, og de føltes rigtig gode. Nu skal vi til det sidste ADAC MX Masters-løb på min 85'er, og derefter starter et helt nyt kapitel. Ny klasse, ny 125'er og og nyt nummer!"







