CDR Yamaha melder tre ud af fire kørere til WSX ud!
Det australske CDR Yamaha kommer i dag med tre ud af de fire kørere der skal køre for dem, når verdensmesterskabet i supercross sparkes i gang i Cardiff i oktober. Hovedkræfterne og firmaet bag den helt nye serie er australske, så derfor er det ikke så underligt, at landet down under, også er repræsenteret stærkt i alle geledder.
CDR kommer nemlig med to stærke australiere, og så en måske/måske ikke lidt overraskende amerikaner, afhængig af hvordan man ser på det.
Luke Clout kommer til at lede teamet an i 450-klassen, mens Aaron Tanti kommer til at tørne ud i 250. Samtidig melder man ud at man har Kyle Chisholm med på holdet. Måske ikke det oplagte bud på en mester, især med Ken Roczen på startlisten, men Chiz is gonna Chiz, og være bundsolid, hver gang. Hvilken klasse han skal køre i, bliver meldt ud senere - sammen med teamets fjerde kører.
Desuden er der i dag også dukket en interessant melding op hos Motocrossplanet, der fortæller at anden afdeling af mesterskabet skal køres i lige netop Australien, nærmere bestemt på Marvel Stadium i Melbourne, sidst i oktober. Vi har ikke fundet andre der kan bekræfte det, men det lyder realistisk.
Derved er der kun en enkelt afdeling tilbage at melde ud, men med de to første altså formentlig placeret i Wales og Australien, så kunne det være nærliggende at tro, at den måske kunne ligge et sted i USA ... Det er i hvert fald vores gæt for nu.