Dansk podie på nervepirrende dag i England!
- for 3 dage siden
- 3 min læsning

Der var spænding og dramatik for alle pengene, da 12. afdeling af VM rullede igennem Foxhill i dag!
MXGP
For Lucas Coenen var mærket efter sit store styrt i går, det var helt tydeligt fra starten af dagen. Belgieren forsøgte at stille op i begge starter, men måtte efter ti minutters tid give fortabt og trække sig i begge heat, mens han så ud til at pleje en skade i sin venstre fod. Det betød en gylden chance til Jeffrey Herlings - og The Bullet leverede som så mange gange før. Herlings tog nemlig starten i begge heat og lod sig ikke ryste af noget, hvilket betød at han kunne tage endnu en GP-sejr og lukke hullet op til Coenen ned til blot 11 point. Andenpladsen tog Romain Febre sig af, mens Tim Gajser smed chancen for GP-sejren væk, da han havde et lille styrt, mens han lå i Herlings' baghjul i andet heat, og måtte nøjes med tredjepladsen. Ruben Fernandez tog sig af fjerdepladsen, mens Andrea Adamo blev sidste mand i top 5. Desuden var det godt at se Jeremy Seewer tilbage med en 6. plads i sit comeback.
Resultat, GP England:
1 Jeffrey Herlings - Honda
2 Romain Febvre - Kawasaki
3 Tim Gajser - Yamaha
4 Ruben Fernandez - Honda
5 Andrea Adamo - KTM
6 Jeremy Seewer - KTM
7 Kevin Horgmo - Honda
8 Jan Pancar - KTM
9 Maxime Renaux - Yamaha
10 Tom Vialle - Honda
Samlet:
1 Lucas Coenen
2 Jeffrey Herlings
3 Romain Febvre
MX2
Og ligesom sin bror, så var Sacha Coenen også i torvene, i MX2. Med et brækket kraveben formåede han dog alligevel heroisk at skrabe point sammen til en ottendeplads samlet, men det var ikke nok til at holde på den røde nummerplade. For Guillem Farres vandt begge heat - nu er det seks i træk - og kunne tage GP-sejr nummer tre på stribe. Andenpladsen tog Simon Längenfelder sig af, og tyskeren lignede sit vanlige selv, som han ikke rigtig har taget med ud til GP'erne på det seneste, da han var tæt på at fravriste Farres førstepladsen i andet heat. Camden McLellan holdt Liam Everts fra livet i andet heat, og kunne derfor kravle op på den sidste podieplads.
Resultat, GP England:
1 Guillem Farres - Triumph
2 Simon Längenfelder - KTM
3 Camden McLellan - Triumph
4 Liam Everts - Husqvarna
5 Julius Mikula - KTM
6 Janis Reisulis - Yamaha
7 Karlis Reisulis - Yamaha
8 Sacha Coenen - KTM
9 Valerio Lata - Honda
10 Maxime Grau - Honda
Samlet:
1 Guillem Farres
2 Sacha Coenen
3 Simon Längenfelder
WMX
Kvinderne skulle også i aktion i dag, til andet og afgørende heat. Og det blev endnu en god præstation af Malou Jakobsen, der kom hjem på sjettepladsen - efter at have holdt Lotte van Drunen stangen en god bid af heatet - hvilket gav en samlet syvendeplads i GP'et. Desværre falder Malou fra 3. til 5. pladsen i klassementet, men med to afdelinger tilbage er hun fortsat midt i det! Laura Raunkjær reddede et enkelt point ud af dagens heat, mens der desværre ikke var point til Barbara Aagaard, selvom hun var tæt på. Kiara Fontanesi tog GP-sejren og lagde sig samtidig i spidsen af mesterskabet.
EMX125
Bertram Thorius lå allerede lunt i svinget efter en andenplads i går, og det blev da også en god start mere i dag, hvor danskeren hurtigt fik kørt sig i front. Derefter skulle han lige finde sig til rette og tabte nogle placeringer, men han holdt fast i femtepladsen over stregen, hvilket var nok til den samlede andenplads! Det første besøg på podiets næstædleste trin og andet podie i træk, sender Bertram godt afsted til en lille pause, inden EMX125-serien er tilbage i Uddevalla. To afdelinger tilbage! Storm Maymann var igen med hvor det skete, og lå godt lige udenfor top 10 i starten af heatet, inden danskeren sluttede som nummer 18. Det betød flere point på kontoen til det samlede regnskab. Med to afdelinger igen ligger Bertram på 4. pladsen samlet, mens Storm er nummer 14.
Find alle dagens resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx






