Danskerne flyvende i Teutschenthal
Førstedagen til det tyske GP blev en hæsblæsende en af slagsen, hvor regnen hele tiden lå og lurede, og danskerne flere steder strålede klart - godt hjulpet på vej, af mange danskere på tilskuerpladserne!
MX2
Mikkel Haarup har et godt forhold til banen i Tyskland, og det viste danskeren klart og tydeligt igen i dag. Han startede kvalheatet som nummer 9, og arbejdede sig stille og roligt op igennem feltet - hvor han matchede de tider der blev kørt i top 3. Var han kommet afsted som en af de første, så er det ikke til at sige hvordan det så kunne være endt, i stedet for den fjerdeplads det blev til! Det lover godt for dagen i morgen! Mikkel er helt sikkert en af de hurtigste i MX2-feltet i Teutschenthal. William Kleemann viste også gode takter, men desværre satte uheld tidligt i kvalheatet en stopper for hans mojo. Sejren tog Kay de Wolf sig af, efter at have holdt de andre stangen stort set hele heatet.
Resultat, kvalheat. GP Tyskland:
1. Kay de Wolf - Husqvarna
2. Andrea Adamo - KTM
3. Liam Everts - KTM
4. Mikkel Haarup - Triumph
5. Rick Elzinga - Yamaha
6. Quentin Prugnieres - Kawasaki
7. Lucas Coenen - Husqvarna
8. Simon Längenfelder - Gasgas
9. Kay Karssemakers - Fantic
10. Oriol Oliver - KTM
31. William Kleemann - KTM
MXGP
Der var to danskere til start i MXGP-klassen i dag, og der var samtidig debut til Victor Kleemann i VM-sammenhæng. Og Victor gjorde det bedre og bedre. Efter at have fundet sig lidt til rette i det stærke felt, så kunne han køre i mål som nummer 34 til slut i kvalheatet. Nikolaj Skovgaard sluttede kvalheatet som nummer 37. Sejren tog Tim Gajser sig af, selvom Jorge Prado forsøgte at stikke afsted tidligt i heatet. Regnen begyndte at sile ned over feltet, og om det var det der gjorde forskellen, skal ikke kunne siges. Men i hvert fald var Prado meget tæt på et ordentlig styrt, da han casede en triple, og derfor lod til at tage til takke med andenpladsen, overfor en flyvende Gajser.
Resultat, kvalheat. GP Tyskland:
1. Tim Gajser - Honda
2. Jorge Prado - Gasgas
3. Romain Febvre - Kawasaki
4. Jeffrey Herlings - KTM
5. Jeremy Seewer - Kawasaki
6. Pauls Jonass - Honda
7. Calvin Vlaanderen - Yamaha
8. Mattia Guadagnini - Husqvarna
9. Henry Jacobi - KTM
10. Andrea Bonacorsi - Yamaha
34. Victor Kleemann - KTM
37. Nikolaj Skovgaard - KTM
WMX
Tre danskere var på pletten i dag, til endnu en afdeling af VM for kvinder, og der var mange positive ting at tage med. Malou Jakobsen generelt for eksempel. Malou kørte karrierens indtil videre bedste VM-heat, og blev belønnet med en sjetteplads for det. Hun sluttede lige foran Sara Andersen, der var uheldig tidligt i heatet, og måtte køre sig op fra en 15. plads. Samtidig var der også point til Laura Raunkjær på 18. pladsen, mens Barbara Aagaard desværre ikke er blevet sin hovedskade kvit, og derfor sidder over. Sejren tog Daniela Guillen sig sikkert af.
EMX250
Mads Fredsøe og Magnus Smith var på bommen til dagens enlige pointgivende heat, og de fandt da også hinanden på banen - hen over målstregen. Magnus kæmpede med sagerne, fik dog taget nogle placeringer i heatet, og sprang så forbi for 16. pladsen lige præcis hen over mål. Det var så Mads Fredsøe han sprang forbi. Mads startede med at lave en god start, og lå længe som nummer 11, indtil han desværre styrtede. Det smadrede hans briller og han kæmpede derfor med at se, resten af heatet. Det gav en 17. plads. Sejren tog hans teamkammerat, Valerio Lata, sig af. Desværre må vi undvære Nicolai Skovbjerg, der pådrog sig en skade i Kolding forleden. En skade der forhåbentlig ikke holder ham ude alt for længe.
MXE
Vitus Horsebøg var igen mindste dansker i aktion, og han var igen ham med det bedste resultat. Den gæve lille gut kørte nemlig sin cykel ind som 3'er i dagens enlige heat, og ligger derfor godt i svinget til at gøre sit podie fra Frankrig efter, i den lille elektriske klasse. Desuden var han også særdeles brav til at heppe på de andre danskere på tilskuerpladserne, kunne vi se på SoMe!
Både WMX, MXE og EMX250 har et heat mere i morgen.
Se alle resultater fra dagen her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Foto: Ray Archer