- Det absolut fedeste
- for 21 timer siden
- 2 min læsning

Barbara Aagaard har været på pletten til alle afdelinger af VM for kvinder i år, og weekenden var ingen undtagelse, da fjerde afdeling blev kørt i Arnhem i Holland. Og det blev heldigvis til hårdt hjemkæmpede point at slutte VM-sæsonen af på for danskeren! Det fortæller hun selv lidt mere om her, og om hvad det at køre VM giver.
Barbara Aagaard: "Efter en god sommerferie med genopladning af batterierne, var jeg totalt klar på at give den en skalle i Arnhem, efter en sæson der har været lidt op og ned. Tidskvalen gik godt og jeg fik sat en fornuftig tid som 21'er, hvilket også gav et bedre udgangspunkt til starten. Dog får jeg desværre ikke lavet de bedste starter, men formår alligevel at få det bedste ud af det og bliver talt cirka midt i feltet i løbet af de første omgange. I første heat kommer jeg ikke hurtigt ud over stepperne på de første omgange og får ramt et lidt ærgerligt tempo, og kører nogle defensive linjer. Jeg ligger som 19-21 igennem løbet og på sidste omgang lå jeg 20, inden jeg rammer et spor forkert og må i jorden. Hurtigt op igen og kører i mål som 21'er.
I andet heat søndag kommer jeg heldigvis bedre i gang, og havde fokus på at åbne banen op. Jeg kører fra 22. og op til 18. pladsen, og følger nogenlunde samme tempo som gruppen foran mig med 2-3 kørere. Jeg ville så give det et ekstra lille push på sidste omgang. Men i første sving på sidste omgang rammer jeg hullet forkert, hopper ud af banen og ud i reklamerne - hvor Maxime Renaux tilfældigvis stod og så løbet. Han spurgte om jeg var okay, hvortil jeg svarede ja, men at jeg bare skulle hurtigt op og videre. Det lille stunt koster desværre/heldigvis kun én placering og jeg kan køre i mål som 19.
Så alt i alt en god weekend i Arnhem. Jeg formåede at forbedre mig gennem weekenden og fik aktivt søgt mulighederne. Totalt ubarmhjertig bane og konkurrence, men det er det absolut fedeste. At være med og konkurrere mod verdenseliten på den scene rundt i Europa. Det er meget specielt. I mange andre løbsserier kan man sommetider slippe afsted med sin næstbedste indsats og gøre tingene lidt halvt. Det har man svært ved i VM og det gør det bare ekstra fedt når man oplever lidt medvind. Det var VM-sæsonen for i år for mit vedkommende, og så har jeg et par DM’er og en afdeling af svensk mesterskab tilbage før sæsonen går på hæld."
Foto: Richard de Vos






