top of page

- Det går virkelig godt


Mikkel Haarup tager hul på sin måske mest spændende sæson til dato, når første afdeling af VM i motocross køres i Argentina om halvanden måned. Derfor har det også været en intens vinter indtil videre for midtjyden, der har kørt den nye cykel til og lavet sit forarbejde, så han rammer jorden i Patagonien så godt forberedt som muligt. Og danskeren er tilfreds med processen indtil videre, fortæller han fra Spanien.

 

Mikkel Haarup: ”Jeg flyttede til Belgien her i oktober, men jeg har faktisk kun brugt cirka tre uger i den lejlighed jeg har lejet siden da. Der har været meget og intenst testarbejde i Spanien og Portugal. Jeg er lige nu stadig i Spanien, tæt på Malaga, for at få kørt endnu flere timer på cyklen. Det er længere sydpå end mange af mine konkurrenter, men det er rart at prøve nogle andre baner. Det har været en stor ændring af mit program at skulle flytte base fra Danmark – som har virket rigtig godt for mig – men det var simpelthen nødt til at være sådan. Da det er en helt ny maskine, har der været et stort testarbejde, og så har det bare været alfa og omega at være så tæt på teamets base som muligt. Det var slet ikke noget jeg prøvede at diskutere, da vi skrev kontrakten under. Det var betingelsen. Jeg har gode folk omkring mig og skiftet i miljø er ikke noget der påvirker mig på cyklen. Det er meget bedre end da jeg første gang boede og havde base i udlandet, så mine omgivelser og forudsætninger er som de skal være.”

 

2024 bliver første sæson i VM nogensinde for Triumphs nye TF250-X. Derfor er det også vigtigt at man er konkurrencedygtig fra start, og det kræver en ordentlig opsætning.

 

Mikkel Haarup: ”Det går virkelig godt med at sætte cyklen op, så den passer perfekt til mig. Vi startede med tre ugers test i Spanien i oktober. Så testede vi igen i december, hvor vi prøvede forskellig affjedring og fik det rettet til. Jeg fik flere motoropsætninger jeg kunne vælge imellem – og siden har jeg faktisk ikke ændret noget på min opsætning. Den passer bare godt, og det er rart at føle sig tilpas på cyklen. Jeg synes den er virkelig god at dreje på, og så har den faktisk bedre stabilitet end de maskiner jeg har kørt på før. Samtidig har der heller ikke været et eneste motorproblem siden jeg første gang kørte på den. Ikke et. Og det er jo noget der betyder meget. At man kan stole på cyklen. Og vi har ellers testet dem i rimelig tunge forhold vil jeg sige, og det har ikke været et problem overhovedet. Det lover godt.”

 

VM-serien starter som nævnt i Villa La Angostura i den argentinske region Patagonien i marts, men Mikkels kalender har et par testløb inden da, for også at få lidt løbstempo i cyklen og kroppen. Første gang han skal i aktion på sin Triumph, bliver derfor allerede i starten af februar!

 

Mikkel Haarup: ”Vi skal køre et par opstartsløb her inden første VM-afdeling. Det er nogle år siden jeg har haft muligheden for det, så det bliver rigtig fedt. Vi kører den afdeling af spansk mesterskab der ligger d. 4/2, som bliver første start på den nye cykel. Derefter skal vi køre to internationale pokalløb i Frankrig, først på Lacapelle-Marival og derefter i Sommieres. Det er bare ren test, og resultatet er ligegyldigt i de løb, men jeg glæder mig da helt vildt! Det er jo derfor jeg kører cross – for at køre ræs. Og det er jo altid sjovere når man kan køre med om sejren. Så må vi se hvor vi ender! Men jeg er glad for hvor vi er. Teamet gør det godt og jeg har en god følelse og rytme når jeg kører.”


Foto: Joe Dick / FullGasCreative

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page