- Det ser fornuftigt ud
Sidste år nappede Willads Gordon bLU cRU-finalesejren i 65cc i Frankrig, og i år var han så at finde til start i 85cc-klassen, da superfinalen blev kørt i weekenden på Matterley Basin til Motocross of Nations. Og det var igen med et særdeles flot resultat danskeren kom fra det engelske med, da han styrede sin YZ85 igennem og ind på femtepladsen på den svære bane - i et felt der talte kørere fra hele verden. Her er en beretning fra ham om weekenden.
Willads Gordon: "Rammerne var sat til at komme tilbage til en af de vildeste crossoplevelser man kan få. Først og fremmest som en del af Yamahas setup, og mulighederne det giver mig. Det var igen en kæmpe oplevelse, og jeg er meget stolt af at kunne være med i top 5. Jeg kvaler' ind lørdag morgen som nummer 6, og jeg føler jeg finder et fint flow, jeg springer hoppene - som i år lige var plus 10% , og jeg synes selv jeg finder nogle OK linjer at komme rundt i. Jeg havde hjemmefra kigget det godt igennem, og set hvem jeg var oppe mod - og var allerede her faktisk selv stolt over at kunne lægge mig der i feltet. I heatet får jeg ikke det bedste drop ud af starten - men jeg får kørt mig fint op igennem, og med kørere ikke kun fra Europa, men hele verden i år, tænker jeg at det ser fornuftigt ud. Så jeg er ret godt tilfreds med min 5. plads. Det skal nok blive rigtig godt, og jeg glæder mig til at få vintertrænet, og gjort klar til en fed 85-sæson 2025. Jeg lukker i hvert fald sæsonen af med ro i maven, og masser af gåpåmod, efter en weekend med hele den blå Yamaha-familie, masser af fedt, fedt ræs, på en bane der udfordrede selv MXGP-kørerne. Der er fyldt en masse nye bekendtskaber i rygsækken. Og så er det altid ret specielt at have fået lov at dele pit med de helt store stjerner, inklusive vores egne danske drenge. Kæmpe tak til Yamaha og folkene bag, for den her oplevelse. bLU cRU kan noget, ingen andre kan."
Foto: Infront Moto Racing 2024 @ M. Zanzani