Det uofficielle motocross-reglement
Du kender det. Du sidder i din Hiace og bladrer febrilsk i telefonen, kun oplyst af de gasblå flammer fra den primus, hvor du er ved at raffinere din hjemmelavede benzin i en bulet kasserolle. Højoktan. Brygget på råolie, jetfuel, slavebajere og lokumsrens. ”Tænder op under pisset som en tændstik til en stavhåndgranat. Ned i tanken, hug kickstarterarmen til Rødby, og hold på låg og tænder,” sagde din gamle mentor, Ole Slagsbror altid.
”Hvor står der noget man kan bruge?” fnyser du irriteret for dig selv. Idolbilledet af Jean-Michel Bayle der gør det ud for højre siderude kigger stoisk på dig og er ikke til hjælp. I flere timer har du nu ledt reglementet igennem, for at finde ud af præcis hvor der står, at man ikke må kalde en 5-årig for en ”bette svagpisser”, af sine lungers fulde kraft. Din bedste makker, Glen Helen-Mike havde tysset på dig og sagt at man ikke måtte råbe den slags. ”Bare kæft, do’!” havde du svaret tilbage og skudt fuglebrystet frem, ”hvis æ’ lille swin’ ik’ ka’ holde rullen stram, så må han satme’ finde sig æ’ anden prøvedag!” Det lod dog til at alle andre på banen havde været enige i at det var dårlig stil. Både jeres formand, purkens forældre, og den lokale TV-station, der var der for at filme. Du blev pænt bedt om at skride, og at tage din Husaberg med. Så nu sidder du surt og leder efter den regel du skulle have overtrådt. Står den overhovedet skrevet ned? Muligvis ikke, men …
Det officielle reglement i motocross er det enhver kørers pligt at kende. Men der findes lige så mange uskrevne regler i sporten, som det kan være godt at kende, hvis ikke du vil fremstå som den dyndtorsk, du i årevis har prøvet at bilde kommunen ind du ikke er. MX-Index er selvfølgelig som altid din ven, og har samlet en flok af dem, så du kan terpe.
1. Ingen har nogensinde fået point for en træning. Du kender ham godt. Ham der tror han er ét misset opkald fra fabrikssæde og Anaheim 1, og derfor mener enhver træning handler om at T-bone så mange som muligt. Nystartede, minier, harer, tilskuere. Hele pisset skal læsses af. No Fear på dunken, ærmerne oppe og hjelm med finne. Bare ud at kæmpe om VM-pladserne til onsdagstræningen på den lokale. Helt op i baghjulet, ind med koblingen og så ellers i bund med gassen, så hans CR250 fra 19-Screamin’ Eagle er ved at krepere - bare så den foran ved, at der nu kommer en fandens karl og skal forbi. Tjept! Lad være at være ham …
2. Du har ikke vundet over nogen, fordi du kunne følge med ned ad langsiden. Du holder på starten og varmer hænder – og passer på ikke at få lapperne for tæt på Cagivaens rør, da olien løber ned ad potten som et sort Niagara. Så ser du ham! Klubbens A-kører! Han trækker ud for at lave en prøvestart, og pludselig er det soleklart hvad du må gøre. Du VED nemlig at du så godt som selv står med den ene fod til ADAC, hvis du kan hænge på ned ad starten. Han sætter sig klar. Du gør det samme. Helt op på tanken, Tackla-støvlerne fordelt på fodhviler og jord, og godt med sjatgas. Han slipper koblingen og stryger afsted. Du følger med. Forsøger at holde bæstet nede, som en plastikcowboy på en mekanisk tyr. Du slingrer i hele banens bredde, og skyder 18 meter forbi første sving. Men du var der! I hans baghjul! Det skal guttern’ vide! Alle skal høre om din bedrift! At din modstander ikke var ude af 1. gear, fordi han slet ikke prøvede at starte, betyder intet.
3. Danmarks største motorsportsgren af en grund. Vi er mange der elsker motocross, men vi sørger i fællesskab for at der kommer flere. Det betyder med andre ord: At du indleder med de gode kammerater man får og hvor sjovt det er, når du møder nye mennesker, og gemmer den historie om da du casede den 45 meters double, så du den dag i dag stadig er hjulbenet og besvimer når du kører på cykel. Den kan hun få på date nummer 3.
4. Er du ham der kører en Monner’ til kørermødet om morgenen inden løbet? Så lad være at være ham der kører en Monner’ til kørermødet om morgenen inden løbet. Gem den til bodegaen om aftenen.
5. Jo mere du kommenterer på Marketplace, jo mindre ved du nok om motocross. Tomme tønder buldrer mest, er noget gamle mennesker kan finde på at sige, når de er usikre på dem selv. MEN hvis du kommenterer på alle opslag på Marketplace, uden at ville købe, men kun med perfide rettelser, ligegyldige betragtninger eller andet ævl, der bidrager lige så meget til det der foregår, som en fodboldfan i en fredsmarch, så snakker du højst sandsynligt mest bare for at høre dig selv snakke. ”Lol, det gamle skrald får du aller’ de penge for. Du kan få en 2014 for de penge,” under en fuldt restaureret CR500 gør ikke noget godt for din anseelse. Elsker du motocross og gerne vil snakke om det, så meld dig til en ekstra arbejdsdag ude på banen.
6. Kun rigtige karle kan køre en frankfurter i gabet på vej ned mod starten og holde den i sig til det ternede. (Den her er måske ikke så bredt kendt, men stadig så sand, så sand. Jo.)
7. Den gældende vejrudsigt er altid den der lover bedst. Du skal ALDRIG være ham i klubhuset der udbryder, ”men den her fra albinian-weatherservice-and-numerology.org.nu siger altså at der bliver orkan i dag …” Stop, mandse! Reglen er, at alle vejrudsigter tjekkes, og så gås der ubetinget efter den der lover mest optimale forhold for motorløb. Alt andet betragtes som vanvid og tossemandssnak. Indtil vi står der og syndfloden sejler afsted med både havestole, rytmesektioner og arbejdsbænke. Ikke før.
8. Der er altid råd til A-kit, men aldrig til tilmeldingsgebyret. Når nogen spørger.
9. Brillestroppen og hjelmskyggen, I ved … ”Så Wilhelm-Emil, fatter har denondelyneme’ ikke betalt i dyre domme for at få tunet sådan en PW’er, for at vi ikke skal have trofæer! 23 heste. Lang svinger. Kulfibertank. Hele lortet. Bare i bund med håndtaget, så går det i et snuptag! Hører du mig, knægt? Vi skal vinde. Hvad tror du de andre fædre siger, hvis du taber nu? Så kommer jeg til at ligne en idiot. Vi kører PRO!” galer fyren, retter på sin factory-polo og skoggerler, så alle græmmes. Derefter smides brillerne på junior. Stroppen ned i nakken, inden skyggen på hjelmen får samme tur. Ned med den, som næbbet på en deprimeret andrik. ”Det er fabriks!” skråler dyret. Det er det virkelig ikke … #kiksekrigeren
10. En crosskarl du ikke kender, er bare en kammi’ du ikke har mødt endnu. (Den burde alle kende, hvad end diverse hadske lister på forvoksede crosserblogs på det rådne internet så måtte berette.)