- Det var en stor kamel at sluge
Som nogen måske bemærkede, så manglede Barbara Aagaard til EM-finalen for kvinder i Italien i sidste weekend. Danskeren havde ellers troligt høstet point i dem alle sammen, og der var faktisk en særdeles ærgerlig grund til, at hun ikke lige fik lov at gøre serien færdig.
Barbara Aagaard: "Desværre ikke så meget at berette om resultatmæssigt fra EM-finalen i Italien. Min far og jeg kører igennem Lichtenstein fredag formiddag og bilen begynder desværre at sætte ud - kun små 300 km fra banen. Vi kører ind på en Shell-station og kunne herefter ikke starte bilen. Vi får autohjælp og bliver kørt på et værksted. De kommer med en hurtig diagnosticering og vurderer at det tidligst kunne laves mandag. Herefter ringer vi rundt til ALLE udlejningsfirmaer i nærheden, og alle varebiler og personbiler med anhængertræk var udlejet her i sommerferieperioden. Det var en stor kamel lige at sluge en fredag eftermiddag/aften, hvor håbet om at stille til start gradvist blev slukket. Lørdag formiddag fik vi en almindelig udlejningsbil og så kørte vi de 1200 km hjem uden hverken crossbil, campingvogn eller crossere. Vi venter stadig på at få bilen hjem og at finde ud af hvad der præcis er galt. Jeg var og er træt af at det skulle ske, men det viser igen at motocross er en relativ kompleks sport på alle områder. Det er også derfor man elsker det så dybt, grundet alle de ofringer, sejre og nederlag man måtte gå igennem. Min målsætning var anderledes end den 8. plads jeg indkasserede sammenlagt i mesterskabet, men med en afdeling uden point er det relativt okay. Det er et kompetitivt felt, hvor alle kommer med de samme drømme og det har været virkelig fedt! Efter sommerferien er der heldigvis et par DM’er og et VM, så sæsonen slutter ikke helt endnu!"