Drøn på dansk førstedag i Tyrkiet
- Mikkel591

- 6. sep.
- 4 min læsning

VM har sparket gang i årets sidste tre afdelinger, med VM-afdelingen i Tyrkiet her i weekenden. Og der var intenst drama hele vejen igennem, på førstedagen i Afyonkarahisar!
MX2
Duellen om guldet spidser til! Det var helt tydeligt at mærke, da kvalheatet gik i dag. Kay de Wolf og Andrea Adamo jagter Simon Längenfelder, og kun 15 point skilte De Wolf og Längenfelder inden dagens heat. Da bommen faldt var det dog Sacha Coenen der skød frem i spids, og der blev han indtil det ternede flag - for første gang i et kvalheat - mens dramaet foldede sig ud bag ham. For Kay de Wolf var hurtigt oppe som 2'er, mens Simon Längenfelder røg i problemer - på en bane der ellers burde passe rigtig godt til ham. Han mistede placeringer, og det var tæt på at Guillem Farres fik sprunget tyskeren helt af. Til slut vågnede han dog alligevel, da Adamo kom forbi ham. Tyskeren svarede igen, hvilket resulterede i at Adamo forsøgte en risikabel overhaling - og endte på jorden. Det blev dog alligevel et pointtab for Längenfelder, da De Wolf holdt andenpladsen, mens han selv sluttede som 6' er. Det betyder at der kun er 11 point imellem dem inden i morgen! Tredjepladsen i kvalheatet gik til en flot, flot kørende Guillem Farres.
Resultat, kvalheat, GP Tyrkiet:
1 Sacha Coenen - KTM
2 Kay de Wolf - Husqvarna
3 Guillem Farres - Triumph
4 Camden McLellan - Triumph
5 Liam Everts - Husqvarna
6 Simon Längenfelder - KTM
7 Valerio Lata - Honda
8 Thibault Benistant - Yamaha
9 Mathis Valin - Kawasaki
10 Andrea Adamo - KTM
MXGP
Hvad der var af spænding i MX2-klassen, var der dog ikke rigtig i MXGP-klassen. Lucas Coenen tog nemlig starten, og derfra kontrollerede han den såmænd fornuftigt i mål. Jeffrey Herlings fandt sig til rette på andenpladsen, mens det mest spændende i top 4 skete, da Tim Gajser blev placeret af Romain Febvre, der ikke rigtig så ud til at ville meget mere i dag - måske der allerede er gået taktik i den for franskmanden, selvom vi måske skulle mene, at det er en kende tidligt.
Resultat, kvalheat, GP Tyrkiet:
1 Lucas Coenen - KTM
2 Jeffrey Herlings - KTM
3 Romain Febvre - Kawasaki
4 Tim Gajser - Honda
5 Maxime Renaux - Yamaha
6 Pauls Jonass - Kawasaki
7 Isak Gifting - Yamaha
8 Calvin Vlaanderen - Yamaha
9 Ruben Fernandez - Honda
10 Jan Pancar - KTM
EMX250
Mads Fredsøe er eneste danske islæt i klassen i Tyrkiet, og danskeren var mere end kampklar da bommen faldt. Faktisk lignede Mads en der var mere end opsat på at slutte af med et brag. Hans første omgang var både aggressiv og virkelig intens - og samtidig teknisk rigtig stærk - så det var en fornøjelse at se på. Feltet var utrolig tæt, og det gav også nogle tætte dueller - der endte på jorden for flere. Noel Zanocz kæmpede for at holde liv i kampen om guldet til i morgen, da Janis Reisulis stort set blot skulle slutte foran eller i nærheden af Zanocz for at tage titlen i dag. Men titelkampen blev reelt afgjort, da ungareren lavede en fejl, og måtte bremse op i yderen i et sving, for at undgå dem på inderen. Det var dog ikke nok, og hans forhjul ramte Fredsøes baghul, så han måtte på jorden. Derfra var han på en umulig opgave. Det kostede dog også Mads en placering, da australske Jake Cannon sneg sig forbi - men danskeren var fast besluttet på at tage placeringen tilbage. Så da australieren åbnede døren i yderen omgangen efter, så dykkede Mads inden om. Desværre så stoppede Cannon ikke, men bragede ind i siden på Mads, så begge måtte på jorden. Fredsøe kom dog afsted igen og sluttede heatet som 8'er. Jublen var dog størst hos Yamaha, da Janis Reisulis holdt andenpladsen til mål og derfor er Europamester anno 2025. Så tillykke til letten. Sejren nappede Franscisco Garcia. Sæsonens sidste heat i morgen.
WMX
Tre danskere havde fundet vej til Tyrkiet, og der var point til alle tre i dag! Malou Jakobsen er om nogen en kriger, og tog turen til Tyrkiet, selv efter at have kæmpet sig igennem de seneste par opgaver med smerter efter et brækket kraveben. Og dagen startet da også med lige at tonse sig i gang - lige indtil heatet gik! For med en drøm af en start - du kan jo lige kigge efter den lange dansker på billedet i toppen af artiklen - så var Malou faktisk helt oppe i top 5, inden hun fandt sig til rette som 9'er. Et rigtig flot kæmpet heat. Laura Raunkjær måtte også arbejde lidt for at komme op igennem rækkerne, men hun sluttede første heat som nummer 17, og med flere point på kontoen. Samtidig måtte også Barbara Aagaard smøge ærmerne op, for at knokle sig op i pointene, og det gjorde hun så og nappede et enkelt. Kvinderne har et heat igen i morgen.
Alle resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Foto: Infront Moto Racing 2025 @ M. Zanzani






