- En følelse, der er svær at beskrive

Det skulle have været en sæson hvor Amalie Møller Gertsen gik efter endnu mere, men det endte i stedet som en hvor hun måtte kæmpe mod sin egen krop, samtidig med de andre på bommen. Det fortæller hun selv lidt mere om herunder.
Amalie Møller Gertsen: "Jeg gik ind til 2026 med store ambitioner og en kæmpe motivation for at udvikle mig endnu mere. Samarbejdet med Kenneth Kaalund havde allerede gjort en stor forskel, og jeg kunne virkelig mærke, at de mange timers træning begyndte at give pote. En anden vigtig del af min udvikling har været samarbejdet med Yamaha Skandinavien og Morten Brøndbjerg, som har været med til at skabe de bedste forudsætninger for mig på banen. Jeg føler mig utrolig godt tilpas på min Yamaha.
Så jeg havde en rigtig god følelse med sæsonen og glædede mig til at se, hvor langt jeg kunne nå. Men desværre skulle det hele vise sig at blive noget anderledes end forventet. I juni begyndte jeg pludselig at opleve voldsomme problemer med min vejrtrækning, når jeg kørte. Jeg blev ikke bare almindeligt forpustet. Jeg kunne komme helt derud, hvor jeg blev rød i hovedet og nærmest hev efter vejret, fordi jeg simpelthen ikke kunne få luft. Det var en virkelig ubehagelig og skræmmende oplevelse. Det er en følelse, der er svær at beskrive, og bestemt ikke noget, jeg havde forestillet mig skulle blive en del af min motocrosssæson. Siden juni har jeg derfor været igennem forskellige undersøgelser og tests, både i det offentlige og private, for at finde ud af, hvad der ligger bag problemerne. Det har været en lang proces med mange spørgsmål og ikke ret mange svar. Jeg har stadig kørt løb, men træningen har været minimal. I stedet har jeg gået en masse ture og haft større fokus på styrketræning, fordi det var det, jeg kunne holde til. Det har været svært at være på sidelinjen og ikke kunne træne, som jeg plejer, især når jeg ved, hvor godt det gik, inden problemerne begyndte.
Selvom sæsonen langt fra blev hvad jeg havde håbet på, lykkedes det alligevel at få nogle resultater med hjem, som jeg er rigtig stolt af. En 5. plads samlet til DM. En 2. plads samlet til DAM. Og en top 15 i det tyske mesterskab. Selvfølgelig er det ærgerligt at tænke på, hvad sæsonen kunne have budt på, hvis jeg havde kunnet fortsætte den udvikling, jeg var inde i. Men jeg tager de positive ting med mig og ved, at arbejdet fra starten af året bestemt ikke har været spildt. Efter flere måneder med undersøgelser og usikkerhed begynder vi heldigvis at føle, at vi er ved at være på rette spor. Der er stadig nogle ting, der skal falde på plads, men jeg er optimistisk og håber snart at kunne vende tilbage til cyklen. Vinteren kommer derfor til at handle om at få helt styr på helbredet, og stille og roligt få bygget formen op igen.
Selvom 2026 har budt på nogle store udfordringer, har det bestemt ikke ændret på mine ambitioner for fremtiden. Hvis alt går efter planen, regner jeg stærkt med at komme til Spanien allerede i januar for at køre løb og fortsætte arbejdet sammen med Kaalund. Mine mål for 2027 er at deltage i NMX, DM, IMBA EM og DAM, de afdelinger, der passer ind i kalenderen. Derudover kunne det også være spændende at prøve kræfter med en afdeling af det svenske og spanske mesterskab, hvis det kan passes ind. Derudover ser jeg også frem til at fortsætte samarbejdet med Yamaha Skandinavien og Morten Brøndbjerg i den kommende sæson. Det bliver forhåbentlig en sæson med masser af løb, udvikling og nye oplevelser. Jeg ved, at der ligger et stort arbejde foran mig, særligt efter en længere periode med meget begrænset træning. Men motivationen fejler bestemt ikke noget, og jeg glæder mig til igen at kunne give den fuld gas.
Til sidst vil jeg gerne sende en stor tak til alle mine sponsorer, min familie og alle jer, der har bakket mig op gennem 2026. Det betyder utrolig meget at have gode mennesker og samarbejdspartnere omkring sig, som er med til at gøre det hele muligt. Tak til mine sponsorer, Yamaha Skandinavien, Mundelstrup El, Lambertsen Byg, FormuePleje, Vibe-Huse, Bmor & Bfar, AP Motorservice, Saxe Group, KK Academy, DGG Service,RR Graphic, Schmeltz, Davidsen Gjern, DS Rengøring, HP Autoservice og Vitten Grafisk."






