En håndfuld danskere med videre til semifinalen i EMX65/85!
- Mikkel591

- 27. maj
- 2 min læsning

Weekenden bød på tredje og sidste kvalafdeling til semifinalen i EM for 65/85cc. Det var Westerhausen i Tyskland der lagde underlag til, og en god håndfuld danskere havde taget turen til det tyske, for lige at skrabe de sidste point sammen. Det blev en weekend der bød på mere mudderræs, men hvor de 25 semifinalister i hver klasse alligevel blev udpeget.
I 85cc endte både Casey Karstrøm, Samuel Rolighed og Willads Gordon med at have point nok til at slutte i top 25. Til trods for at Casey ikke var med i Tyskland, og Willads kæmpede lidt med det dernede. Samuel blev bedste dansker på weekenden, men Mads Dissing var ikke langt efter - og det kan godt blive vigtigt. For Mads sluttede som nummer 27 samlet efter tre afdelinger, og såfremt alle ikke dukker op til semifinalen, eller der på anden vis er pladser til overs, som der tit er, så fylder man simpelthen op. Udover Samuel, Mads og Willads, var også Felix Thomsen og William Twagiramungu i ilden i Westerhausen.
I 65cc blev Viggo Alhede bedste dansker i Tyskland, men Vitus Horsebøg endte med at være eneste danske kører der sluttede i top 25, og derved er sikret med til semifinalen. Viggo Alhede slutter kvalifikationen som nummer 29, og er derfor blandt de der kigges til, hvis man får behov for at fylde op. Desuden var også Oliver Mose, Kalle Kappel, Felix Falver og Jamie Trige i aktion i Tyskland. De fleste danskere har taget favntag med EM for første gang, og har helt sikkert givet alt hvad de havde.
Semifinalen køres i Slovakiet midt i juni, hvor de kvalificerede fra vores centraleuropæiske zone, møder dem der er kvalificeret fra den nordlige zone.
Find resultaterne fra Westerhausen - og de samlede resultater af kvalifikationen, her: https://results.fim-europe.eu/event/Germany,Westerhausen,2025-05-25/Motocross-European-Championships,-CE-Zone-1832
Udover EM for 65/85cc, så bød weekenden i Westerhausen også på fjerde afdeling af EM for kvinder. Her havde Danmark både Laura Raunkjær og Anna Legaard med. Laura sluttede som nummer 9 samlet, og indtager derfor nu den samlede 5. plads i mesterskabet. Anna kørte ligeledes en flot afdeling - med et brag af et første heat - og sluttede weekenden som nummer 12.
Find kvindernes resultater og samlede stillinger, her: https://results.fim-europe.eu/event/Germany,Westerhausen,2025-05-25/Motocross-European-Championships-EMX-Women-1835






