- En lidt atypisk hollandsk bane
I den forgangne weekend var der hollandsk mesterskab i Heerde - den selvsamme bane, som Junior VM skal køres på i den kommende weekend. Det var der også et par gæve danskere der havde luret, og derfor havde sørget for at være på startlisten, så de kunne få en forsmag på banen. Blandt dem var Casey Karstrøm, der kørte en fin, fin femteplads hjem i 85cc, og så Frederik Stampe i 125cc. Begge danskere er også en del af Danmarks hold til JWC, og vi fik derfor lige Frederik til at tale os igennem dagen i Heerde - og til at sætte ord på hvad det er for en bane der venter Team Danmark og de bedste juniorer i verden.
Frederik Stampe: "I weekenden fik jeg kørt det hollandske mesterskab på MSV Heerde, samme bane som der skal være Junior VM på i den kommende weekend, og det gik rigtig godt med en samlet 12. plads. Det er en lidt atypisk hollandsk bane, med meget højdeforskel og et lille stykke hårdbane. Størstedelen af banen er dog sort sand, og det, kombineret med en meget bred bane, giver masser af overhalingsmuligheder. Det er samtidig en rigtig sjov bane efter min mening, med mange sjove udfordringer, såsom splitlanes og store hop. I den her uge er mit fokus på de sidste forberedelser sammen med Team Danmark, så vi kan blive klar til en fed weekend med noget godt ræs."
Foto: Fotografie Lotte