- En vild oplevelse
- Mikkel591

- for 2 timer siden
- 3 min læsning

Vi har efterhånden taget et par kapitler i følgetonen om Mikkel Mødekjærs vej tilbage til sidevogns-sportens top efter skade. Og nu har den saga fået et nyt kapitel, der involverer Stephan Rye Jørgensen - som købte en sidevogn og sammen med Mikkel vandt sin første DM-afdeling et par uger efter han prøvede den første gang på en bane - et tilfældigt møde, en DM-andenplads i Slagelse, og senest en andenplads til løb i Tyskland! En allerede vild fortælling, hvor drømmen om hvor det hele kan bære hen, udvikler sig.
Mikkel Mødekjær: "Det hele kom egentlig i stand af, at jeg i sommers skulle ud at lege med en kammerat i sandet på Uhre på en 2-hjulet. Jeg måtte dog erkende efter blot 1 omgang, at det altså ikke er noget for mig. Tilfældigvis kom Stephan på banen, med hans sidevogn, som han lige havde købt. Han havde dog ingen sidevognsmand til at stå i kassen til træningen. Så jeg så mit snit og spurgte ham om vi ikke skulle træne sammen. Her er det Stephans første gang på en sidevogn på crossbane. Herefter spørger Stephan mig om jeg vil køre sammen med ham til DM i Sønderborg nogle uger efter. Til det svarer jeg uden at tøve ja, da jeg selv stod uden makker. Stephan og jeg får hurtigt mere og mere fart i cyklen. Og efter DM i Sønderborg med en 1. plads og DM i Slagelse med en 2. plads, når vi til enighed om at køre sammen til næste år."
Stephan Rye Jørgensen: "Jamen, hvordan skete det lige? Jeg har altid syntes at sidevognscross var mega spændende, så da Karsten Mols hjalp mig med at få fat i en selv, så tog jeg chancen. Det har indtil videre været en vild oplevelse, med de placeringer Mikkel og jeg har taget hjem med kun 6 timer sammen på sidevognen. Med endnu mere træning her til vinter, kan det kun blive bedre til næste år. Så jeg glæder mig rigtig meget til 2026, hvor der venter en masse sidevognscross."
Og som nævnt var det ikke nok med to flotte podieplaceringer til DM for makkerparret, der også lige nåede at runde et løb i Tyskland her for nylig, for at slutte sæsonen af.
Mikkel Mødekjær: "Vi havde planlagt at skulle prøve at køre et udenlandsk løb i år. Her faldt valget på “King of 2 Laners”, som blev afholdt i Ballenstedt i Tyskland. Eftersom at vi ikke har kørt ret meget hårdbane, vidste vi ikke rigtig hvordan vi lå fartmæssigt. I træningen får vi set den tyske hårdbane an, og får opbygget noget fart og får styr på hoppene. I kvalen' når vi at få sat en omgang som 3’ere - inden vi lige efter får fejlkommunikeret omkring at skulle køre i repzonen. Det gør at vi ikke når at få kørt lige ind i indkørslen til reppen', og ryger igennem plankeværket. Der skete os heldigvis ikke andet end lidt knubs over fingrene. I 1. heat får vi en god start og kommer afsted som 2’ere og slutter heatet på en fin 3. plads. I 2. heat er der et team der vælter foran os i starten, så vi skal køre os op igennem feltet. Vi får knoklet for det, og slutter på en 3. plads igen. Vi slutter derfor som 2’ere på dagen i vores klasse. Så alt i alt en super fed weekend, hvor vi fik hentet sekunder efter hver omgang kørt. Vi kan nu se frem mod en lille vinterpause - men med al det vintertræning som vejret tillader. Og næste år står den på fuld DM-serie, samt Hollandske og muligvis tyske løb. Og så går vi også efter at komme med til Hold VM 2026."






