Fin dansk andendag i Kegums
- for 3 timer siden
- 3 min læsning

VM i Letland blev ikke uden dansk uheld, men de danske kørere fik alligevel godt med momentum ud af løjerne, da først støvet havde lagt sig.
MXGP
Men vi starter lige i VM-klasserne, hvor der i den store stod Lucas Coenen på det hele. Selvom han mistede koblingen i første heat, så bragte han begge heatsejre hjem og kunne udbygge sin føring yderligere i den samlede stilling. Andenpladsen tog Kay de Wolf sig af, efter to gode heat - der måske kunne være blevet til mere, hvis han havde startet bedre. Romain Febvre kørte sig ind på tredjepladsen og var fint tilfreds med det, efter at have kæmpet lidt med tingene på det seneste. Jeffrey Herlings lå dog til at skulle med på podiet sent i andet heat, men en teknisk defekt endte for anden uge i træk med at koste et stort, fedt 0 på kontoen for The Bullet.
Resultat, GP Letland:
1 Lucas Coenen - KTM
2 Kay de Wolf - Husqvarna
3 Romain Febvre - Kawasaki
4 Tim Gajser - Yamaha
5 Pauls Jonass - Kawasaki
6 Andrea Adamo - KTM
7 Ruben Fernandez - Honda
8 Jan Pancar - KTM
9 Kevin Horgmo - Honda
10 Jeffrey Herlings - Honda
Samlet:
1 Lucas Coenen
2 Jeffrey Herlings
3 Romain Febvre
MX2
Og der var mere Coenen-opvisning på programmet! For nøjagtig som Lucas i MXGP, så ryddede Sacha Coenen bulen i MX2. Begge heatsejre i banken og endnu mere afsted i ensom majestæt i den samlede stilling. Andenpladsen på dagen tog fødselsdagsbarnet Camden McLellan, mens Mathis Valin tog endnu en tur på podiet som 3'er. Guillem Farres snuppede fjerdepladsen, mens Karlis Reisulis tog sidste plads i top 5 - selvom han var på vej på podiet, indtil han tabte en placering på sidste omgang til McLellan, til hjemmepublikummets store skuffelse. Simon Längenfelder havde en rædsom dag, hvor han tabte flere placeringer på de sidste omgange af første heat, mens han styrtede ud af andet. Tyskeren er fortsat på andenpladsen i mesterskabet, men kun med tre point ned til Farres.
Resultat, GP Letland:
1 Sacha Coenen - KTM
2 Camden McLellan - Triumph
3 Mathis Valin - Kawasaki
4 Guillem Farres - Triumph
5 Karlis Reisulis - Yamaha
6 Liam Everts - Husqvarna
7 Janis Reisulis - Yamaha
8 Kay Karssemakers - Kawasaki
9 Jens Walvoort - KTM
10 Maxime Grau - Honda
Samlet:
1 Sacha Coenen
2 Simon Längenfelder
3 Guillem Farres
EMX250
Mads Fredsøe og Nicolai Skovbjerg fik reddet godt med point med hjem i går, men da bommen faldt i dag, startede det vidt forskelligt for de to - men begge drenge ved godt hvor i feltet de gerne vil kæmpe med, så ærmerne blev smøget op. Mads fik en fornuftig start og hang på i top 5. Han jagtede podiet hele heatet, men fra fjerdepladsen formåede han ikke at finde en vej forbi Jekabs Kubulins. Det betød at han krydsede stregen som nummer 4, tog fjerdepladsen i GP'et, men også at han rykkede op som 5'er i mesterskabet! Nicolai måtte derimod igen på arbejde, da han startede langt nede i feltet og nåede op som 8'er til slut, efter nok en overmenneskelig opkørsel! Det gav en plads som nummer 6 over weekenden, mens han fortsat er på tredjepladsen samlet, med fire afdelinger tilbage! Sejren tog Francisco Garcia sig knusende sikkert af.
EMX125
Bertram Thorius skulle forsøge at få revanche for hvordan det gik i går, og i dag kom han igennem heatet uden styrt - selvom det var tæt på. Bertram ville nemlig forsøge at snuppe tredjepladsen fra sin teamkammerat, Gennaro Utech, men forregnede sig og bragede ind barrieren på vej ud på starten i stedet. Her lavede han en superman uden hænder, men formåede at holde cyklen oprejst, så han hurtigt kunne komme afsted igen. Han holdt fast i femtepladsen til mål, tog sjettepladsen samlet og kørte sig op som 4'er i mesterskabet! Storm Maymann var ligeledes flot kørende hele weekenden, og han fulgte gårsdagens 7. plads op med en 10. plads i dag, som gav en samlet 7. plads over weekenden - Storms bedste samlede resultat nogensinde. Den samlede top 10 nærmer sig! Casey Karstrøm havde heller ikke heldet med sig i dag, men der kommer andre muligheder! Sejren tog Moritz Ernecker sig af.
Find alle dagens resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Foto: Infront Moto Racing 2026 @M. Zanzani






