- Flere ting begynder at falde i hak
- Mikkel591

- 22. jul.
- 2 min læsning

Barbara Aagaard kørte en god afdeling af det tyske mesterskab i Tensfeld i den forgangne weekend, og fortsætter sin kurs mod gode resultater og stabilt tempo, i en sæson der har budt på meget nyt.
Barbara Aagaard: "Det blev en super god weekend i Tensfeld, med habile starter. Første heat med en start lige udenfor top-10, hvor jeg tog fire placeringer på anden omgang og sled mig til yderligere to igennem heatet og kunne køre i mål som nummer 6. I andet heat får jeg en bedre start omkring 7-8 stykker. Jeg mister desværre yderligere 2 placeringer i løbet af de første omgange og er nede som 9’er. Men genfinder momentum og fodfæste, og æder mig vej op igennem feltet og kunne køre i mål som nummer 5 og samlet 5'er for weekenden.
Det var en total god oplevelse og vigtigt for mig selv personligt. Når jeg tænker over det er det en diametral modsætning af hvad jeg oplevede præcis samme tid sidste år til ADAC i Tensfeld, hvor jeg kørte EM-finalen for kvinder. Der var presset og det store mål at køre sølvmedaljen hjem, og hvor det mentale overskyggede min præstation. I år var min kørsel meget mere løssluppen og chancesøgende, og tættere på mit potentiale. Så det var en total god weekend for at kunne sætte tingene i perspektiv, men også at skabe et godt momentum for den sidste halvdel af sæsonen. Der var mange utroligt stærke VM-kørere med i feltet, hvor jeg endda også kørte fra et par stykker. Så det tegner godt til VM i Holland i august.
Første halvdel af sæsonen er gået okay, men ikke prangende. Jeg har som tidligere nævnt skiftet til GasGas for NR-Service i år, hvilket har været rigtig godt og jeg har virkelig genfundet lysten til at køre cross. Jeg har valgt at skifte EM-serien ud med Svensk Mesterskab, for at spare transporttid til/fra løb. For konkurrencen til SM er enormt god, med et vildt stærkt felt med mange VM-kørere og vildt gode baner, der er ‘preppet’ på næsten samme måde som til VM’erne. Det er gået okay til SM’erne og jeg begynder at føle mig mere og mere til rette i serien, hvor jeg pt. ligger 7'er. Jeg synes flere ting begynder at falde i hak og mine resultater er både mere konsistente og så kravler jeg stille op i placeringerne. Så alt fokus er på fortsætte mit momentum og slutte sæsonen stærkt af."
Foto: Kai Brakke






