Fransk dominans på våd førstedag i Loket
- Mikkel591

- 26. jul.
- 3 min læsning

Hvis nu vi en dag sætter os ned og kigger på tilføjelser til en endnu bedre talent- og ungdomsstruktur i dansk motocross - så fænakkerne i Team Danmark måske vågner op og når M'et på tastaturet, i stedet for bare at stoppe ved S hver gang - så kunne vi måske overveje at afkommandere en ferm lurekarl til at rejse et smut til Frankrig. For der står de dygtige crosskørere fortsat i kø - op igennem alle rækkerne. Det er i hvert fald hvad man må tage med sig fra førstedagen i tjekkiske Loket, hvor der udover VM også køres EM-finale for 65cc og 85cc, samt i EMX2-t-klassen i denne weekend. Prekært nok helt uden en eneste dansk deltager. Det er længe siden det er sket til en europæisk VM-afdeling, at der selv ikke i supportklasserne er en med Dannebrog på kinderne ... Vi kan ikke lide det ... (Heldigvis bliver der vendt op og ned på den statistik i næste weekend i Lommel!)
MX2
Kay de Wolf er pisket til at levere noget, hver gang han kører på banen, hvis den forsvarende verdensmester vil gentage bedriften fra sidste år. Vi så at han leverede sidste gang i Finland, og i dag skulle han så forsøge igen i kvalheatet, efter at have være hurtigst i kvalen'. Han valgte dog at tage alleryderste bom - et kæmpe sats, der endte med at bide ham i agterlanternen. For David Braceras der startede lige på indersiden af ham, lavede en bedre start, og så rundede Kay blandt de allersidste. Regnen var begyndt at falde op til EMX-heatene lige inden, og det gjorde bestemt ikke den tjekkiske hårdbane nemmere. Men det var så også den sidste fod KDW satte forkert i det heat. Han kørte omtrent 20 pladser ind på de første to omgange, måtte så lige arbejde for at nappe Thibault Benistant på fjerdepladsen, og til sidst snuppede han også Andrea Adamo på tredjepladsen. Derved tog De Wolf yderligere point på Simon Längenfelder, der blev 6'er, og sørgede for kun 4 point mellem sig selv og Adamo inden morgendagens heat. I spidsen stod der dog fransk på det hele, da Mathis Valin lavede starten og derfra ikke så sig tilbage, indtil karrierens første VM pole position var en realitet.

MXGP
Den store klasse skulle ud som de sidste, og det betød også at banen var mest smadret og regnvåd. Det var dog en Romain Febvre med noget at bevise der kom afsted som nummer 2 og hurtigt kom forbi Glenn Coldenhoff, for derfra at køre sejren i hus. Han var dog ikke langt foran Lucas Coenen til slut, da belgieren tog andenpladsen i heatet, mens Ruben Fernandez kørte sin prototype-Honda ind på tredjepladsen, foran The Hoff. Der venter endnu et brag af en duel mellem Coenen og Febvre i morgen, ingen tvivl om det!
EMX2-t
Der plejer altid at være lidt spændende navne til start i 2-takt-klassen, der igen i år afgøres over én dag. Desværre havde ingen danskere taget turen, men sejren i dagens første heat røg alligevel nordpå, da finske Sampo Rainio snuppede den sikkert, foran lokale Vaclav Kovar.
EMX65
De små cykler fik - ligesom til Junior VM - lov til at kæmpe med en regnvåd bane. Heldigvis med en hårdere base end i Frankrig, men derfor var den stadig svær. Akkurat som i Frankrig var det dog en franskmand der vandt, i hvert fald første heat i dag, hvor Mathys Agullo, holdt landsmanden Liam Morette fra livet, mens norske Haakon Rønning tog tredjepladsen.

EMX85
Og I gætter det aldrig, der var også fransk sejr i 85. Endda så eftertrykkeligt, at 2'eren kom ind 40 sekunder efter. Enzo Herzogenrath - som må være cool at kalde på gennem landsbyen, når der er aftensmad - satte nemlig alt og alle til vægs i flyvende stil, mens italienske Christian Amali, formåede at holde en hårdt kæmpende Jagger Townley fra livet, på de efterfølgende to pladser.
Alle EM-klasserne har et heat igen i morgen.
Alle dagens resultater her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Husk første VM-start klokken 13 i morgen på HBO Max!
Foto: Richard de Vos






