Frederik Stampe tilfreds med international 125-debut
Unge Frederik Stampe tog sit første internationale favntag med 125-klassen i Fürstlich Drehna i weekenden, og det var en tilfreds ung mand der gjorde status efterfølgende.
Frederik Stampe: "Jeg er jo skiftet fra 85 til 125 til denne sæson, og jeg synes det har været en ret stor omvæltning at skulle vænne sig til den meget hurtigere, større og tungere maskine. Det giver altså lange arme. ADAC i Drehna var mit første internationale løb på 125'eren, og jeg var op til løbet meget spændt på hvor jeg lå i forhold til det stærke felt jeg vidste jeg skulle køre imod dernede. Det er jo nogle ret så store drenge der skulle bokses med. Jeg ved godt mange siger det, men for mig var målet virkelg bare at kvale ind og få erfaringen med at køre et stort løb. Det lykkes heldigvis og jeg kvalede' ind som 29'er, så det synes jeg var super fedt. I første heat får jeg en god start når man tænker på at jeg kom fra en gate på ydersiden, og jeg rundede første sving som ca 15'er. Desværre var der en kører der væltede foran mig og jeg faldt tilbage sidst i 20'erne, men egentlig stadig ok, og den slags sker i tæt trafik. Jeg får godt flow på cyklen og kører mig op til en 22. plads, hvor jeg sluttede. Det synes jeg selv er ret godt, for der er altså hurtige kørere, der ikke lige har tænkt sig at give op hele vejen ned gennem feltet i den klasse der! I 2. heat får jeg en fin nok start, og arbejder mig fra ca 25. pladsen til 22'er, men efter halvdelen af heatet gav min kobling op og jeg måtte udgå. Det er ærgerligt, men det kan ske i den her sport, og jeg er bare super glad for at have fart nok til at kunne være tæt på pointene. Det er absolut mere end jeg turde håbe på inden løbet. Nu skal der hjem og arbejdes hårdt. Jeg kommer til at køre DM, ADAC og enkelte andre løb. EM kører jeg kun enkelte afdelinger af hvis jeg kan få fart nok på cyklen, for det har jeg altså ikke endnu. Men jeg håber det kommer."
Foto: Steffen Schollbach / Pixel-cross.com