Første EM-afdeling skæmmet af skandale
- Mikkel591

- 17. apr.
- 2 min læsning

Hvad der skulle have været en sjov og spændende weekend, med starten på EM-kvalifikationen for 65/85cc i Delfzijl i Holland, endte desværre med at blive beskæmmet af en regulær skandale fredag aften, hvor et voldeligt overfald kastede lange skygger over hele arrangementet.
Her blev en hollandsk far til en af de andre deltagere, bortvist fra stedet og sønnen suspenderet fra afdelingen, efter et umotiveret og voldeligt overfald på to sagesløse danskere. MX-Index har snakket med op til flere der oplevede episoden og en god portion folk på stedet, der alle samstemmigt beskriver hvordan manden uden forudgående konflikt overfaldt de to danskere, slog den ene bevidstløs og sendte den anden på skadestuen med kraniebrud. Begge ofre måtte efterfølgende behandles af ambulancemandskab på stedet, mens sagen nu efterforskes af hollandsk politi.
En episode som heldigvis er sjælden i motocross - for vi hader at skrive om dem - men som derfor også skal have så vidtrækkende konsekvenser, at man kan sikre sig at det aldrig sker igen. Ingen skal være bange for at tage til motocross. I en skør verden, er det et fristed der skal holdes helligt. Den her sport har altid været kendetegnet ved sammenholdet og den gode stemning. At man kan stå side om side med enhver anden - uanset nationalitet og personlighed - og lade sig rive med. Det skal den blive ved med.
Vi skal hilse fra de to danskere og sige at de efter omstændighederne har det godt. Samtidig lovede vi at bringe store roser til sammenholdet og opbakningen der kom fra de øvrige danskere på stedet. Alle stod klar til at hjælpe i situationen og gøre alt hvad de kunne, for at alle skulle komme så godt igennem som muligt. Ligeledes roser til klubben i Delfzijl, der håndterede sagen med stor support.
Efterfølgende har DMU arbejdet hårdt og tæt sammen med de rette instanser, for at sørge for at følge sagen til dørs på rette vis, så retfærdigheden kan ske fyldest. Det har nu i første omgang medført at efter første behandling, er køreren suspenderet frem til at sagen skal behandles anden gang i ugen efter påske - og altså derved heller ikke kan stille op til EM i Esbjerg i den kommende weekend.
DMU vil samtidig gerne invitere alle der har lyst, til at deltage i en åben dialog om episoden, efter teknisk kontrol på fredag i Esbjerg. Det kommer til at foregå på førstesalen i klubhuset, og alle er velkomne, hvis man har lyst.






