God dansk lørdag på KymiRing
- Mikkel591

- 12. jul.
- 3 min læsning

Finlands GP ruller på KymiRing, som vi besøger for første gang, og der var mange spørgsmål der blev besvaret om banen på førstedagen, hvor danskerne viste sig fint frem!
MX2
Den anlagte bane på KymiRing er hurtig. Det var første konstatering. En hurtig bane, med sand/grus som underlag, og en hård base. Først var der mumlen i krogene om at den ville være for let kørt, og ræset derfor ville lide, men der var alligevel masser af drama i høj fart, da kvalifikationsheatene gik i dag - på en dag hvor der tilmed også var høj sol og varme mod øst. Magnus Smith skulle i aktion i MX2-klassen, og danskeren kæmpede den hjem som nummer 18 over stregen, hvilket bliver hans startplacering til i morgen. Sejren tog Kay de Wolf sig af, efter at den forsvarende verdensmester havde kørt sig stærkt frem i spidsen - dog til dels på baggrund af et voldsomt styrt fra Liam Everts, der ellers førte. Belgieren formåede at komme op og køre tilbage til pitten, men det blev senere konstateret at han har brækket sit korsben ... Så endnu en skade til VM-feltet.
Resultat, kvalheat, GP Finland:
1 Kay de Wolf - Husqvarna
2 Sacha Coenen - KTM
3 Guillem Farres - Triumph
4 Simon Längenfelder - KTM
5 Mathis Valin - Kawasaki
6 Andrea Adamo - KTM
7 Camden McLellan - Triumph
8 Thibault Benistant - Yamaha
9 Cas Valk - KTM
10 Karlis Reisulis - Yamaha
18 Magnus Smith - KTM
MXGP
I den store klasse var der også drama - ikke mindst da Romain Febvre og Glenn Coldenhoff - nummer 1 og 2 i kvalifikationen - kørte sammen på første omgang og derved havde arbejde foran sig. Ude i front havde Lucas Coenen nok engang taget starten, og kørte hele heatet fra spids, uden rigtig at være truet en eneste gang. Det gav ti point og pole position til i morgen. Andenpladsen tog Calvin Vlaanderen foran Andrea Bonacorsi. Febvre nåede op som nummer 6, mens Coldenhoff slet ikke kom i pointene, som nummer 12.
Resultat, kvalheat, GP Finland:
1 Lucas Coenen - KTM
2 Calvin Vlaanderen - Yamaha
3 Andrea Bonacorsi - Fantic
4 Ruben Fernandez - Honda
5 Jago Geerts - Yamaha
6 Romain Febvre - Kawasaki
7 Adam Sterry - KTM
8 Brent van Doninck - Honda
9 Ben Watson - Beta
10 Jeremy Seewer - Ducati
EMX250
Både Nicolai Skovbjerg og Mads Fredsøe var på pletten, og de var begge med til definere første heat i dag! Nicolai kom fra start inde i top 20, og blev registreret som nummer 18 på første omgang. Men derfra tog det ellers fart. Et par omgange efter var han oppe i top 10, og han fortsatte indtil han kom op på andenpladsen. Desværre havde spanske Francisco Garcia fået opbygget sig et for stort forspring, men en andenplads er også mere end godkendt. Skal det lykkes for Nicolai denne her gang? En god start i morgen, så kan alt ske! Vi tror på det! Og apropos gode starter, så lavede Mads Fredsøe endnu en, og det betød at han var hurtigt oppe i top 5. Her arbejdede han sig op på andenpladsen, og kæmpede med om top 5-pladserne, indtil et styrt desværre sendte ham ned på 11. pladsen. Efter heatet fik han yderligere 5 placeringers straf, for at overskride støjgrænsen - det samme fik hans teamkammerat, australske Liam Owens. Men Mads har chancen igen i morgen!
EMX125
Bertram Thorius var eneste danske islæt i den mindste klasse, men han gjorde en fin figur. Efter en kvalifikation som nummer 30, lavede han en god start, og holdt sig til omkring top 20. Den talentfulde dansker blev ved at arbejde hele vejen til mål, og det gav pote. Han snuppede svenske Dante Lantz på sidste omgang, og kunne køre over som nummer 16! Så flere point på kontoen. Sejren tog italienske Nicolo Alvisi, efter et helt fantastisk og medrivende heat.
Find alle resultater fra dagen her: https://results.mxgp.com/mxgp/standings.aspx
Husk at første VM-start går klokken 12 i morgen på HBO Max!
Foto: Infront Moto Racing 2025 @ M. Zanzani






