- Holder snuden i sporet og fokuserer på mig selv
- Mikkel591

- 22. maj
- 3 min læsning

Mikkel Haarup tager hul på et stykke dansk motocross-historie, når han som den første danske fabrikskører på den anden side af dammen, stiller til start i hele den amerikanske udendørsserie - som sparkes i gang på Fox Raceway i Pala, Californien på lørdag. Derfor blev vi selvfølgelig også lige nødt til at tage pulsen og tjekke ind med det danske es, her et par dage inden det går løs - bare for lige at høre hvor klar han er, hvordan han går til det og hvad han glæder sig til!
Mikkel Haarup: "Det må nok være banerne jeg glæder mig mest til. Jeg kan virkelig godt lide at køre på banerne herovre, og jeg synes Pala ser rigtig fed ud, selvom nogle af kørerne herovre siger, at det er den mindst fede af dem vi skal køre på. Så det er selvfølgelig vigtigt for mig bare at komme igennem weekenden, så jeg også kan få lov at prøve nogle at de andre baner. Jeg har ikke studeret banen i Pala ekstra – andet end jeg gør i forvejen. Set film og videoer – fulgt alt det der er blevet lagt op, og jeg tænker at den ligger fint nok til mig. Det må vi se på, det kan være svært at sige. Da vi kørte sidste afdeling af VM i Spanien sidste år, gik jeg og tænkte, ”årh, det bliver fedt det her!” Men da vi så kom ud og køre på banen, så var det slet ikke fedt. Det kan jo være det bliver det samme her, men den ser fed ud i hvert fald.
Jeg føler jeg har fundet et godt setup til cyklen. Det har ikke været så svært – det er gået meget slavisk. Jeg vidste hvad jeg ledte efter, og jeg vidste også sådan lidt hvordan den amerikanske version af cyklen opførte sig, for jeg havde jo prøvet den før. Jeg har testet mange forskellige setups, men de har egentlig alle sammen arbejdet sig gradvist hen imod det jeg har ledt efter. Der har været et par gange hvor jeg har været sådan lidt, "nu stopper vi," men så har vi alligevel prøvet en ting eller to mere, og faktisk fundet forbedring. Så lige nu er jeg et godt sted og jeg har ikke lyst til at ændre det. Jeg er typen der godt kan lide at blive på det samme setup, men det kan godt ske at vi ændrer noget efter første afdeling. Der sker som regel altid et eller andet, som man føler man kan forbedre. Men lige nu og her er jeg ret glad for mit setup.
I forhold til ambitioner og specifikke resultater har jeg ikke rigtig sat noget fast. De kører godt herovre. Jeg kørte med Austin (Forkner) og (Jalek) Swoll – Swoll som ikke engang stiller op i weekenden, fordi han ikke er klar endnu – men jeg kan fortælle at de kan lægge en hurtig omgang. Så hvis der er 20 fyre der kan gøre det samme, hver omgang i 30 minutter plus to, så bliver der god konkurrence. Og det tror jeg der gør. Så jeg tager det som det kommer, holder snuden i sporet og fokuserer på mig selv. Så ser vi hvor vi ender.
Hvem jeg glæder mig mest til at køre imod? Jeg tror jeg glæder mig mest til at køre mod Vialle. Det er noget tid siden jeg har kørt mod ham, og det bliver sjovt at se hvor han er kommet til, hvordan hans fart er og hvordan han kører på banerne. Og jeg ved ikke hvilket bane jeg glæder mig mest til – det er svært at sige, når man ikke har prøvet dem. Jeg har hørt meget godt om Ironman, Millville og i det hele taget er der en god håndfuld, som folk herovre snakker godt om. Jeg ser virkelig frem til at prøve dem!
Og om det stensikkert bliver VM næste år, uanset hvad der sker i USA? Det gør det. I 2026 er jeg til start for Triumph i MXGP-klassen, og det glæder jeg mig til."
(Til alle der har spurgt, hvis du skal se med på lørdag, så skal du omkring: https://www.supermotocross.tv/intl/?utm_content=mx
Vi skal også nok poste en mere udførlig artikel om at se med, inden det går løs.)






