- Jeg vil det her!
Sæsonen er slut for et af verdens helt store talenter i motocross for kvinder, men selvom danske Malou Jakobsen har vist flotte takter i år, så er det langt fra en tilfreds dansker der gør status, nu hvor sæsonen er slut. Vi fik nemlig et par ord fra hende, omkring VM-sæsonen 2021, hvor hun også lige satte et par ord på den kommende 2022-sæson.
Malou Jakobsen: "Sæson 2021 i WMX har virkelig været en hård omgang for mig i år, både fysisk og psykisk, og den sidste afdeling af WMX i Italien var en blandet oplevelse for mig. Første heat var dog tilfredsstillende og jeg formåede at ende i top 10, men efter en dårlig start, plus at jeg landede sidelæns efter et hop på første omgang, så måtte jeg tage til takke med en 18. plads i 2 heat. Det gav mig en samlet 16. plads på dagen. Samlet i WMX 2021-sæsonen fik jeg en 11. plads. Og ja, det er et hårdt felt, korrekt - og jeg ved mange vil sige at min samlede placering er flot, når man kigger på erfaring og alder … men min forventning var jo en top 10-placering i min anden sæson i WMX, og den blev ikke indfriet desværre, og det kan jeg så bruge vinteren til at tænke lidt over. Jeg vil det her! Jeg har viljen og jeg skal nok vise hvor jeg hører til i fremtiden. Næste sæson kommer til at byde både på DM, SM og WMX. Så lidt samme setup som i 2021, men jeg har en forventning og en forhåbning om, at jeg skal have revanche i 2022. Jeg vil gå i skarp træning henover vinteren, både på det fysiske og det mentale niveau. Og skal vi så ikke håbe på, at det er en lidt anden opdatering på sæsonen til næste år I får! Jeg vil i hvert fald gøre alt for at gøre mig bemærket i toppen!"
Comentários