JWR skriver kontrakt med Davy Pootjes
Svenske JWR Honda er klar med sin første kører til næste års VM. Her har man sikret hollandske Davy Pootjes, der tager skridtet op i MXGP-klassen.
Signingen må betragtes som et sats fra det svenske team, da Pootjes stort set konstant har været ude med skader de sidste mange sæsoner. Inden skaderne begyndte at hobe sig op, var han dog et af de største talenter i MX2-klassen, for Red Bull KTM, så det kunne måske være hans store renæssance og comeback-år.
Begge parter glæder sig til at komme i gang, ligesom at man samtidig melder ud, at 24MX vender tilbage som en af storsponsorerne af teamet.
I år har JWR kørt med russiske Seva Brylyakov og finske Miro Sihvonen, hvor især Brylyakov begyndte at vise gode glimt i sidste halvdel af sæsonen.
Foto: JWR Honda