top of page

Kaalund om Herning Supercross, sit styrt og om at gå all-in som træner!


Kenneth Kaalund var igen en del af Herning Supercross i den netop forgangne weekend, men desværre endte hans lørdag tidligt, med et stort styrt - efter at han ellers havde fundet melodien og havde kørt et klogt og solidt heat. Vi fik derfor et par ord fra ham om Herning, helbredet et par dage derpå, og så også lige hvad han har planlagt i fremtiden, der nu udelukkende bliver dedikeret til livet som træner.


Kenneth Kaalund: "Fredagens show, var for mit vedkommende, lige til glemmebogen... Jeg skulle lige bruge nogle heat på at køre mig ind i Supercross-mentaliteten, hvor vi åbenbart ikke sigter efter at overhale hinanden, men konstant at køre hinanden af i stedet. Derfor brugte jeg lørdagen, inden showet, på mentalt at skrue bissen på! Jeg skulle ud og køre stabilt, fremad og med spidse albuer. Min Yamaha og jeg blev hidset godt op og kørte, allerede i 1. heat, op igennem feltet, dog stadigvæk med pæne overhalinger - men kørslen og følelsen var langt bedre end om fredagen! Jeg kører stabilt og hurtigt op gennem feltet, men på sidste omgang rammer jeg, på et mindre hop, et meget blødt spor og maskinen føles at stå stille under mig. Jeg flyver forover og tager et grimt styrt, hvor min maskine rammer mig i ryggen. Jeg er heldig, at kun mit ledbånd i højre skulder er revet over, ledbånd i venstre skulder er beskadiget og jeg slog hul på en lunge. Alt sammen noget jeg kommer mig over med tid, men ingen skade på nakke og/eller ryg, som først antaget ved styrtet. Jeg er yderst ærgerlig over ikke at være med til showet hele lørdag aften. Jeg havde ellers set meget frem til aftenen og at give den en på hatten! Men sket er sket og den med hatten, må vente til Supercross 2024 - hvor jeg håber vi ses! Yamaha Supercross i Jyske Bank Boxen var en fornøjelse at være med til igen! Mine partnere har støttet mig igen frem mod den her weekend og hele 2023-sæsonen, hvilket har gjort det hele muligt, og at jeg kan få kørt noget motocross selv igen, når jeg ikke træner andre i motocross, på og udenfor banen, via KK Academy.

Og fremtiden? Jeg er pr. 1 januar startet fuld tid i mit lille firma, KK Academy, og vil dermed bruge al min tid på at skabe mange flere forskellige træningsdage, lejre og muligheder for alle kørere og familier derude. Det bliver via langt flere nationale og internationale træninglejre hele året og mulighed for flere enkeltstående træningsdage, samt fysiske træningsprogrammer med ugentlig opfølgning dertil.


Jeg har slået mig sammen med en af verdens største Motorsports Centre, nemlig Ottobiano Motorsports Center i Norditalien. Der er allerede nu fastlagt træningslejr i uge 7, uge 8, uge 12 og uge 42 dernede. Tilmeldingen er åben og mange pladser er allerede taget. Der er mulighed for overnatning i ryttergården med super fine faciliteter. Yderligere har banen og jeg et samarbejde med to B&B 2 minutter fra banen, som er billigt, fint, og lukket og låst af via stor port. Desuden arbejder jeg også på flere træningslejre i Danmark. Detaljerne arbejdes der på endnu, men som udgangspunkt, så holder vi danske sommerlejre i uge 28 Sjælland/Slagelse og uge 29 Aalborg/Dall. Og nu hvor jeg har snuppet mikrofonen, så vil jeg da lige slutte af med at sige, at man selvfølgelig kan finde mere information om det hele på www.kkacademy.dk!"

Comentários


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page