Kawasakis dag i Frankrig i går
- Mikkel591

- 17. feb.
- 2 min læsning

Foruden italiensk mesterskab, så blev søndagen også brugt på nationalt mesterskab i Frankrig. Her lagde Lacapelle-Marival nemlig underlag til første afdeling, der også havde besøg af et væld af VM-stjerner. Og det endte som en spændende affære, især for alle os der med længsel ser frem mod VM-starten, der nu er under to uger væk!
I MX1-klassen var Maxime Renaux og Romain Febvre i en klasse for sig. Og at de to er i form er vigtigt for spændingen i MXGP-klassen, da Tim Gajser lader til at være i hopla - og vi samtidig må undvære Jeffrey Herlings for nu. I går distancerede Renaux og Febvre resten af feltet med en betydelig margin, og holdt ellers god tråd i hinanden. Renaux nappede første heat, og da Febvre smed føringen ved et styrt i andet, så kunne Renaux tage sejren på dagen. Tredjepladsen på podiet tog Pauls Jonass på den anden Kawasaki, mens Alberto Forato tog fjerdepladsen, foran Calvin Vlaanderen. Det var også værd at bemærke, at sidste weekends King of Herning, Adrien Malaval, snuppede femtepladsen i andet heat, og nappede et par faste VM-karle i processen.
Kawasaki har skudt papegøjen. Det er sådan man må tolke det, da Mathis Valin formåede at imponere igen. Han tromlede blandt andet Thibault Benistant, der måtte nøjes med to andenpladser, og den regerende mester i EMX250, ligner det mest spændende indslag til VM i MX2-klassen, når vi går i gang i Argentina, med sit skifte fra BUD Kawasaki til det officielle team. Skal Kawasakis tilbagevenden med en fabrikscykel i MX2-klassen, være en succes lige fra start? Benistant tog andenpladsen, foran Janus Reisulis, der virker stærk efter sin lange skadespause. Karlis Reisulis blev 4'er, foran Francicsco Garcia.
VM rykker tættere på! Og det bliver rigtig godt!
Foto: Kawasaki






