Kim O. Sørensen og Nichlas Bjerregaard vender hjem


2021 nærmer sig, og man skal snart vælge hvilken klub man vil køre for i 2021. Det gælder også for Kim O. Sørensen og Nichlas Bjerregaard. Efter adskillige sæsoner i Aalborg Motor Klub, har de to topkørere i A MX 1 besluttet sig for at køre for Han Herred Motorklub i 2021. En klub, som de begge har som deres ”barndomsklub”, og hvor de begge startede med at køre, da de først stiftede bekendtskab med motocross-sporten.


”Jeg husker stadig, hvordan jeg kørte rundt på microbanen i Fjerritslev på min PW50’er, da jeg først startede med at køre. Det er godt nok længe siden, men jeg husker det som en mega sjov tid, hvor min far, Rolf Bjerregaard, også var aktiv kører. I den seneste sæson har jeg igen kørt meget i Han Herred Motorklub, og jeg er blevet taget rigtig godt imod. Der er en superhyggelig stemning i klubben, samtidig med at banen er rigtig fed og udfordrende. Det, kombineret med muligheden for at være med til at udvikle klubbens kørere som klubtræner, har gjort at jeg har valgt at skifte klub til sæsonen 2021. Sammen med Kim O. Sørensen får jeg også mulighed for at bruge en god bane til træningsskoler i 2021, og det ser jeg meget frem til.” fortæller Nichlas Bjerregaard. Han slår dog samtidig fast, at han har haft nogle gode år i Aalborg Motor Klub.


Kim O. Sørensen supplerer: ”Ligesom Nichlas har jeg også haft mange gode timer på banerne i min hjemby Fjerritslev. Lige siden jeg var lille knægt, er jeg kommet meget i Han Herred Motorklub, og jeg har et helt specielt forhold til klubben, hvor også min bror er aktiv kører. Jeg kender mange af klubbens medlemmer, og mange af dem har fulgt og støttet mig hele vejen igennem min mangeårige karriere i motocross-sporten. Klubben og banerne har gennemgået en stor udvikling i 2020, og det er en udvikling, som jeg gerne vil støtte op omkring. I samarbejde med Nichlas glæder jeg mig til at være med til at træne klubbens medlemmer i den kommende sæson, og også afholde tre træningsskoler i Fjerritslev i 2021. Det kommende projekt omkring ”Motocross Talentcenter Jammerbugt” bliver også utroligt spændende at være en del af.”


Formanden glæder sig, og ser frem mod 2021. ”Det er med store forventninger, at vi går imod 2021. Vi har i flere år haft Jakob Kjær Nielsen som klubtræner i Han Herred Motorklub, og det har vi været meget glade for. Men, som I nok ved, så har Jakob valgt at drosle ned for sine motocross-aktiviteter i 2021. For at kunne få tid til familie og arbejde som selvstændig tømrer, har Jakob valgt ikke at være klubtræner for os i 2021. Vi har stor forståelse for Jakobs beslutning, og vi ønsker Jakob al muligt held og lykke med arbejdet med hans firma, og glæder os til at se ham i klubben, når han vil ud at køre lidt motocross. Vi glæder os også over, at vi har kunnet lave en aftale med Nichlas Bjerregaard og Kim O. Sørensen om at kunne gøre brug af deres kvalifikationer og evner som trænere i klubben. Og det glæder os selvfølgelig, at de har valgt at ”komme hjem” til deres barndomsklub. De er et par utrolig dygtige trænere, nogle rigtig hyggelige og vellidte gutter, og med deres utrolig store sportslige viden og gode humør, så bliver de et stort aktiv for klubben.” udtaler klubformand Henrik Gammelholm. ”Kim og Nichlas har også bidraget meget til at få vores bane op det niveau, som den er nået op på i år. I samarbejde med vores baneformand Anton Iversen, har de været gode til at komme med input og forslag til forbedringer og ændringer. Det har gjort, at kørere fra hele landet har valfartet til Fjerritslev i 2020 for at køre på vores bane. Selv landstræner Emil Larsen og hans hold har været her flere gang i løbet af 2020. Udover et superfedt løbsprogram i 2021, så satser vi også benhårdt på at få ”Motocross Talentcenter Jammerbugt” på benene. Et projekt, hvor vi vil have fokus på en målrettet udvikling og træning af unge talenter indenfor motocross-sporten. Kim O. Sørensen, som udover at være topkører i A MX 1 også er fysioterapeut og assisterende landstræner, bliver sportschef og træner, og Nichlas Bjerregaard bliver ligeledes træner i talentprojektet.” fortsætter klubformanden.

Untitled-1.png

© 2013 MX-IndeX - A part of #591 Arts.