- Klar på opgaven
Storm Maymann startede årets EM-kvalifikation til EM-semifinalen i 85cc i fin stil, da første kval-afdeling blev kørt på hans hjemmebane i Svebølle i den netop forgangne weekend. Det danske stjernefrø endte med to fine ottendepladser, efter rigtig god fart, men også sin del uheld - som han selv beretter lidt mere om herunder.
Storm Maymann: "Jeg er hjemme igen efter 1. afdeling af EMX. Jeg havde set frem til denne weekend, da jeg har trænet hårdt hele vinteren, både med timer på crosseren, men også med min træner Kenneth Kaalund. Min krop er i topform og jeg var også mentalt klar på opgaven, som jeg stod overfor. Jeg vidste der ville komme nogle hurtige drenge, men jeg vidste også godt at jeg hørte til i toppen. At jeg står tilbage som nummer 7 i det samlede EM-regnskab, kan jeg kun takke mit mentale overskud og teknik for. For jeg starter ud med at punktere på mit fordæk på vores sighting lap. Heldigvis får vi hurtigt skiftet dæk, inden jeg skal trække til bom i 1. heat. Men med cirka 5 omgange tilbage, punkterer jeg igen, men jeg formår at køre en 8. plads hjem. I 2. heat er jeg oppe som 6'er, efter en dårlig start. Men da jeg vil overhale 5'eren, laver jeg en fejl, vælter og bukker min udstødning. Jeg slutter derfor heatet som 8'er igen. Jeg arbejder videre og ser frem til om et par uger, hvor jeg skal køre 2. afdeling i Valkenswaard. Jeg kender ikke banen, men det betyder ikke noget. Jeg vil gøre mit bedste og få så mange point med hjem jeg kan. Tak til alle dem som står bag mig og gør alt det her muligt."
Foto: Dary Karina
Comentarios