Kleemann viste hvad han kan for alvor
William Kleemann kørte sit livs GP i Arnhem, med en stærkt hjemkørt 13. plads i andet heat - som gav en placering som nummer 14 på dagen, på en bane der var grum og ond. Det var da også derfor en tilfreds dansker der kunne gøre status efterfølgende.
William Kleemann: "Lørdagen var sgu lidt hård, med 3 styrt - hvor 2 af dem var store, hvilket var irriterende, da kørslen var til noget mere, men det kræver selvfølgelig også at man holder sig på hjulene. Søndagen var bare super god, må jeg sige. Jeg havde lidt problemer i første heat med setuppet på cyklen, men vi fik ændret på den og i andet heat kørte jeg mit bedste heat indtil videre i år. Det er vigtigt for mig, for jeg synes at det er det mit tempo er til. Jeg har bare haft lidt problemer med at få det frem når vi har været ude og køre ræs. Så jeg er rigtig glad for at vise hvad jeg kan gøre når det lykkes - og at det også kom til udtryk på resultatlisten. Selvom det "bare" er en 13. plads, så betyder den meget for mig. Og med en 14. plads på dagen, er det jo klasse at sige at man brød ind i top 15!"
Foto: Schmicker Racing / Sevenonepictures