top of page

Kortene er blandet til weekenden!

Der er mange ting at holde øje med, når tredje afdeling af VM ruller over Riola Sardo i weekenden. Med danske briller på, selvfølgelig mest Nicolai Skovbjergs VM-debut, men der har også været blandet kort i pausen, så et par kørere har skiftet telt.


Først og fremmest bekræftede HRC endelig at Roan van de Moosdijk træder til, for at erstatte en skadet Ruben Fernandez, der er blevet opereret i knæet og derfor er ude i længere tid. Det betyder at hollænderen endelig får sin MXGP-debut, efter hans aftale med Fantic blev ophævet, inden han nåede at komme på banen. Videoer af Roan der tester Hondaen har floreret på sociale medier den seneste uge, og det bliver spændende at se hvad han kan på den røde.


Yamaha er gået lidt mere eksotisk til værks. Efter at både Jago Geerts og Maxime Renaux er meldt ude med skader, så Calvin Vlaanderen ud til at være eneste mand tilbage for de blå. Men her har man til det sandede GP på Sardinien, valgt at hive noget af en joker ind. Nemlig Todd Kellett, der er forsvarende verdensmester i strandcross. Og det kunne måske godt være terræn hvor han kunne stråle, selvom det bliver spændende at se om han kan matche intensiteten i VM-feltet. Point skal der i hvert fald være, for at tænke kreativt fra Yamahas side. Hvad man vil gøre på længere sigt, bliver også spændende at se.


Allerede tidligere kunne vi melde at Brian Bogers tager det sæde som Roan van de Moosdijk efterlader hos Fantic, og det bliver spændende at se hvad Bogers kan på Sardinien. Det er jo i terræn som det, han plejer at være bedst, men hans forberedelse i vinter har været noget turbulent.


I MX2 er der selvfølgelig fokus på vores danskere, men der er også et par andre småting man kan glæde sig til, hvis man kigger på startlisten. Hollandske Cas Valk er sat til at debutere i MX2 for KTMs fabriks-juniorteam. Han er stærk i sandet og kunne godt overraske. Spansk/svenske Samuel Nilsson skulle også have debuteret, men spanske medier melder at han nok ikke er med alligevel, hvilket er super ærgerligt, da det ikke er første gang der kommer noget i vejen for ham.


Det bliver en fed weekend!


Foto: HRC Honda

Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page