Laura Raunkjær slutter sig til Meuwissen Motorsports
- 21. dec. 2025
- 1 min læsning

Danske Laura Raunkjær har øjnene på VM for kvinder i 2026 og slutter sig derfor til det nystartede Meuwissen Motorsports, der allerede tidligere har hentet schweiziske Nico Greutmann til at køre i MXGP-klassen og belgiske Emile de Baere til EMX250. Danskeren forbliver altså på en Honda, men får ny base i VM-ryttergården til næste år, hvor hun bliver en del af den nye struktur Meuwissen-familien har skabt sammen med det schweiziske MX-Academy. Og det er da også en ung dansker der ser frem til skiftet, hvor der ligger masser af muligheder for udvikling - både på og udenfor banen.
Laura Raunkjær: "At skrive kontrakt med Meuwissen Motorsports føles som det rigtige skridt på det rigtige tidspunkt for mig. Det seneste år har jeg haft en fornemmelse af, at der skulle ske noget mere, hvis jeg fortsat skulle udvikle mig. At komme ind i et professionelt team med mere struktur og erfarne folk omkring mig giver mig nogle nye input, blandt andet i forhold til test og udvikling, som jeg ikke har haft på samme måde før. Samtidig har jeg stadig nogle af de rammer og personer omkring mig, som jeg kender i forvejen, herunder Emil Larsen. Mine forventninger er først og fremmest at lære, arbejde hårdt og tage skridt i den rigtige retning løb for løb."






