Line Dam vil i Folketinget!
- for 15 timer siden
- 2 min læsning

I kølvandet på alle de rædsomme ting der er kommet frem efter det netop overståede folketingsvalg, om narkomani og vilde platugler, er der dog også kommet en spændende nyhed ud, som er værd at bide mærke i for crossfolket. Nemlig at Line Dam Nielsen sigter efter at komme i Folketinget om fire år.
- Det er selvfølgelig en proces der kommer til at tage tid, fortæller Line om beslutningen. - Men jeg bliver simpelthen træt af at de alle sammen kan være så uduelige og ude af stand til at stå ved deres ord. Så nogen må gøre noget, og somme tider er det nødt til at være dem der måske ikke var givet til at gøre det på forhånd. Der trænger til at komme én ind der kan holde kablet stramt og ikke er bange for at T-bone en eller anden ud over siden, hvis de ligefrem tigger om det, og ikke kan snakke om andet end vederlag, de andres navlefnuller og deres egen pension, griner Line. - Jeg har tænkt mig at forsøge uden et parti, og så håbe på at mine mærkesager kan bære mig hele vejen. Hvis man bare slipper koblingen i tide, så tror jeg på at man kan tage starten, uanset hvor mange der så er på de andre teams, og hvor meget gejl de har hængt på deres cykler.
Spørger man valgforsker Jon Stoltenbyld-Bov, kan det dog blive sin sag at komme ind i Folketinget som løsgænger. - Det er altid lidt sværere, når man stiller op uden partistøtte, forklarer han til MX-Index. - Det er desværre sådan systemet er blevet bygget op. Man skal have et meget højt antal personlige stemmer, fordi man ikke kan få af partiet. Faktisk er det kun sket to gange før, at en løsgænger er kommet i Folketinget, i 1953 og i 1994, siger han, men tilføjer: - Jeg tror dog også, at meget få af de andre kandidater er i stand til at fyre pisset af i samme grad, så chancen er der jo altid.
Når det kommer til mærkesager, så cirkler Lines fokus sig selvfølgelig primært om motocross. - Vi skal have et mere lempeligt syn på sporten, fortæller hun. - De fleste har et forkert indtryk af motocross som noget meget individuelt, koldt og ensomt, og måske som noget der er med til at skade miljøet og hærge landet. Det er på tide nogen gør noget for at gøre folk lidt oplyste når det kommer til de forkerte opfattelser, og samtidig gør noget for at komme crossfolket i møde, siger hun og fortsætter: - Jeg kommer til at arbejde benhårdt på at få eksproprieret op til flere fodboldstadioner, som kan udlægges til crossbaner, og sætte afgifterne på privat indkøb af kassevogne ned. Optimalt set skal de fjernes helt. Der skal motocross på hvert et skoleskema, og på som aften underholdning på alle plejehjem. Nulafgift på titanium og gooneren som Danmarks officielle nationaldyr. Hvis vi kan få helgenkåret Søren B. og Brian Kjær samtidig, så har jeg opnået mine mål. Fuldt bål.
Vi ønsker Line held og lykke, og siger at hun har vores stemmer, alle ugens dage.






