Mads Fredsøe slutter sig til Becker Racing

Mads Fredsøe har fundet et nyt hjem til næste sæson. Efter en sæson der bød på gode ting - blandt andet en top 5 i EMX250, med karrierens første heatsejr undervejs, men også med mange genvordigheder - sluttede 2026 af med et tidligt brud med Cat Moto Bauerschmidt KTM, som Mads ellers har tørnet ud for de sidste sæsoner. Men nu er fynboen på plads hos Becker Racing, stadig ombord på en KTM.
Samarbejdet bliver allerede indledt i den kommende weekend, hvor Becker Racing er support for Mads, når han tørner ud i MXGP-klassen for Team Danmark til Motocross of Nations. Derefter bliver øjnene rettet mod næste år, hvor planen er deltagelse ved alle de europæiske VM-afdelinger i MX2-klassen. Mads selv er glad for en ny start og føler sig omgivet af gode og ambitiøse mennesker, der kan hjælpe ham godt i gang med livet i VM!
Mads Fredsøe: "Jeg er glad for en ny start med gode mennesker omkring mig. Thomas fra Becker Racing er en kanon fyr, som vil hjælpe alt det han kan med sit team og sponsorer, og sammen med min kontrakt fra KTM, og mine egne personlige sponsorer har vi fået en god aftale i hus til næste år. Vi er allerede startet, min gamle mekaniker Wolf - mega fed fyr - og jeg har trænet og arbejdet hårdt de sidste par uger, for at blive klar til MXoN den her weekend. Jeg glæder mig mega meget til at komme ud og vise flaget og give den alt hvad jeg har.
I forhold til næste år, så er vi startet lidt tidligt med det nye team hos Becker Racing på grund af bruddet med det gamle team, men vi skal ud at køre VM. I år var min sidste EM-sæson. Jeg glæder mig totalt meget og er glad for de mennesker, jeg har omkring mig. Jeg synes det hele var blevet lidt gråt i Holland det sidste stykke tid, så jeg er mildest talt glad for at komme væk og starte på en frisk. Top scenariet ville nok have været at komme i et factory team nu når vi rykker op i VM, men det lå ikke lige til højrebenet med 5 EM-afdelinger ud af 11, hvor jeg har måttet døje med tekniske fejl.
Anyway, jeg er en glad og motiveret fyr med vores valg og planer til næste år. VM bliver en fed udfordring og god for min udvikling, så jeg kan blive endnu hurtigere på en crosser. Til sidst en tak til dem der står i mit hjørne - selv når det går op og ned - især min familie. Tak til Kim Hedegaard, Black sheep MX, KTM, MX Shop, Odense Auto El, Nørregaard Teknik, Haugaard Company A/S, Christian Holm, Padkjærs Murerfirma, Thomas fra Becker Racing og alle deres sponsorer - tusind tak!"






