top of page
Søg

Mathias Tang og Frederik Goul på supercross-eventyr i Afrika

  • Forfatters billede: Mikkel591
    Mikkel591
  • 1. apr.
  • 3 min læsning

Motocross udvikler sig i rivende hast over hele verden. Både i Indien og i Østafrika bruger man penge på at få udenlandske specialister fløjet ind, og mange europæere har i år taget turen til Brasilien, for at deltage i deres serier. Greg Aranda den seneste.


Det har man fået et godt øje til i Cameroun. Landets sports- og kulturminister Pierre Bidoung, har igennem de seneste fem år derfor skaffet midler til at få etableret en supercross-serie – og forskellige baner og anlæg hvor lokale atleter kan lære at mestre sporten, så Cameroun kan føre Afrika ind på verdensscenen.


- Motocross og supercross er både spændende og actionfyldt. Det samler alle generationer og giver dem en fælles interesse, udtaler Bidoung. – Desuden giver det mulighed for at pleje vores bilaterale relationer til andre nationer verden over, fordi der er så mange nationer, hvor motocross er kæmpestort. Alle elsker det. Afrika har længe haltet efter de andre verdensdele, på trods af at vores smukke kontinent lægger grund til nogle af de største offroad-motorløb i verden. Det vil vi nu lave om på. Vi skal have Cameroun på verdenskortet, og vi skal gøre det igennem motocross og supercross.


Og ministerens ambition har bragt forbindelse til Danmark. For det bliver danske Mathias Tang og Frederik Goul Jensen der kommer til at stå for etableringen af den første supercross-skole i Cameroun, der kommer til at ligge godt 50 kilometer syd for hovedstaden Yaoundé. Både bystyret og kulturministeriet er gået fuldt ud ind i projektet, og der er ved at blive etableret et anlæg med tre supercross-baner, træningsfaciliteter og steder for kørerne at bo. Man har desuden planer om at opføre en MXGP-værdig crossbane også, der skal kunne forestå en afdeling af VM indenfor de næste ti år.


- Det er et godt projekt, og nogle virkelig dedikerede folk der står bag, fortæller Frederik Goul. – Vi kom sådan lidt væltende ind i det kan man sige, men vi kunne ikke sige nej. Vi har nu besøgt området et par gange og de lokale er så glade for at der bliver gjort noget – motocross er jo et universelt sprog, der kan samle folk. Der er stadig mange ubekendte. Vi ved for eksempel ikke hvor mange kørere vi kommer til at have, eller hvilket udstyr de har. Men det skal nok blive en succes.


Der er allerede mange der viser interesse for projektet. For eksempel har de to danskere således haft besøg på anlægget af Camerouns præsident, Paul Biya.


- Ja, det er rigtigt, griner Mathias Tang. – Han kom forbi for at se det hele og så viste vi ham det. Der er kæmpestore forventninger til det dernede. Vi kommer også til at have vores egne cykler på anlægget, og vi har allerede snakket om at udvide til et regionalt mesterskab i supercross hvert år.


Projektet, der har fået det officielle navn, Camouracing, forventes at blive søsat for alvor i vinteren 2026, hvor de to danskere flytter permanent til det centralafrikanske land. Og det med de store forventninger bekræftes af Pierre Bidoung.


- På sigt kan projektet bruges til at løfte hele regionen. Vi har allerede samtaler med andre nationer om at drage fordel af hinandens erfaringer. Så sent som i sidste uge har vi haft besøg af delegationer fra både Amerikansk Samoa og Djibouti. Det her bliver starten på noget kæmpestort! Fuld gas!


Der arbejdes desuden på at få et hold med til Motocross of Nations i 2026, for at repræsentere Cameroun.

 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page