- Mere i tanken
- 28. nov. 2025
- 1 min læsning

Jonas Laursen har haft en sæson med masser af positive ting at tage med sig videre, i hvad der endte som hans første komplette sæson til A-DM! Samtidig mener han at der er mere i tanken at hive frem, men det fortæller han selv meget mere om herunder.
Jonas Laursen: "Sæsonen 2025 har for mit vedkommende været en rigtig god sæson. Ikke nok med at det er første år jeg kører hele A-DM-serien - jeg blev A-kører i 2017 - så er det også lykkedes at opnå de mål jeg havde sat mig, som at køre alle afdelinger og få point til dem alle, køre en hel sæson uden skader og at få kørt en masse timer på cyklen. Jeg var uheldig i Randers til første afdeling, hvor jeg måtte udgå af 2. heat, grundet en kæde der hoppede af, og et styrt i kvalheatet i Hjørring ødelagde resten af min dag. Derudover har jeg kørt nogle gode og stabile heat, og vist mig selv at der er fart til mere. Jeg sluttede som nummer 12 i A-MX1. Planen for 2026 er fuldt DM igen - hvor jeg er meget motiveret for at komme længere op i rækken. Selvom jeg ved der er mange hurtige kørere, tror jeg på at der er mere i tanken for mit vedkommende. Derudover kører jeg de NMX Cup (nordtyske) løb der giver mening og hygger med det."






