top of page

Mestrene fundet i USA!

  • for 23 timer siden
  • 3 min læsning

Det blev en skør og medrivende finale til AMA Pro Motocross, da titlerne skulle deles ud på Ironman Raceway i Indiana, hvor også danske Mikkel Haarup fik taget afsked med AMA Pro Motocross med et brag af et heat!


450

For Mikkel startede ud med med at sætte en sæsonbedste fjerdeplads i banken i første heat - endda med et styrt lige inden målflaget, der kostede tredjepladsen, efter en fænomenal præstation. Desværre var heldet ikke med danskeren i andet heat, der ellers var på vej op igennem top 10, og derefter kæmpede han lidt med det hele og bragte den hjem som nummer 14, til en sidste top 10 samlet i år. Det betyder også at Mikkel slutter som nummer 9 samlet i AMA Pro Motocross 2026. Og nøjagtig som sidste år til Motocross of Nations - inden det gik galt - så var Magnus Smith også godt tilpas på banen i Indiana. Danskeren kæmpede nemlig et point med hjem i årets sidste afdeling - og det kunne endda være blevet til flere, da Magnus desværre var uheldig på de sidste omgange af andet heat. Men en god første omgang for Magnus i USA! (Hold øje med MX-Index, hvor vi har lidt nyheder om hvad der skal ske nu for Magnus inden længe.) Desværre ingen pointgivende heat til Matti Jørgensen i dag. I forhold til mesterskabet endte dagen helt kaotisk. Et point var der imellem Hunter og Jett Lawrence i kampen om guldet, men første heat startede med en Jett der var en skygge af sig selv, mens Hunter bragede sammen med Haiden Deegan på første omgang, da Deegan smed den fra førstepladsen. Pludselig var Hunter sidst, mens Jett kæmpede med at komme op i top 10 - og han var tydeligt mærket af nye problemer med sin ankel. Det endte med at Hunter hentede ham og kom forbi, så der kun var 4 point mellem dem inden sidste heat. Og også her fandt de hinanden på banen. Jett sluttede som 3'er, hvilket gjorde fjerdepladsen nok for Hunter, der endelig fik skovlen under lillebror. Sejren tog Jorge Prado sig knusende sikkert af med to sikre heatsejre.


Resultat, Ironman:

1 Jorge Prado - KTM

2 RJ Hampshire - Husqvarna

3 Cooper Webb - Yamaha

4 Hunter Lawrence - Honda

5 Eli Tomac - KTM

6 Jett Lawrence - Honda

7 Garrett Marchbanks - Kawasaki

8 Aaron Plessinger - KTM

9 Haiden Deegan - Yamaha

10 Mikkel Haarup - Triumph

25 Magnus Smith - Yamaha


Samlet:

1 Hunter Lawrence

2 Jett Lawrence

3 Haiden Deegan


250

Kampen om mesterskabet var tæt, men den blev allerede afgjort i første heat, da Levi Kitchen startede med uheld - som han har gjort en del gange før i år - og så er det svært at vinde mesterskaber. Kitchen styrtede, og så kunne new zealandske Cole Davies ellers sikre sin første udendørs-titel i USA med en tredjeplads i første heat. Kitchen kom ikke ud til andet heat, og så var hans andenplads pludselig også i fare, for Julien Beaumer og Chance Hymas kunne teoretisk nå ham, selvom det krævede at de skulle slutte godt fremme i feltet. Og desværre for Kitchen var det lige hvad de gjorde. Julien Beaumer tog nemlig sejren i heatet og på dagen, og med det, den samlede andenplads. Hymas vandt første heat, men måtte ned to gange i andet heat, så han formåede "kun" at udligne Kitchens samlede pointhøst, men ikke gå forbi, på baggrund af sejre. Så en vild afslutning, endte med new zealandsk guld, sølv til Beaumer og bronze til Kitchen.


Resultat, Ironman:

1 Julien Beaumer - KTM

2 Chance Hymas - Honda

3 Ryder di Francesco - Husqvarna

4 Landon Gordon - Yamaha

5 Pierce Brown - Yamaha

6 Drew Adams - Kawasaki

7 Cole Davies - Yamaha

8 Kayden Minear - Yamaha

9 Nate Thrasher - Yamaha

10 Michael Mosiman - Yamaha


Samlet:

1 Cole Davies

2 Julien Beaumer

3 Levi Kitchen


WMX

Lachlan Turner skulle ikke bruge mange point for at sikre sig sin tredje titel, men der var alligevel godt med nerver. Hun styrtede nemlig flere gange i første heat - og en enkelt gang i andet - i samme sving, men med rå fart og hiv og sving, fik hun alligevel en samlet fjerdeplads ud af sidste afdeling. Og selvom nærmeste forfølger, australske Charli Cannon, vandt begge heat, så var det stadig nok for Turner til en titel mere. Samtidig var spanske Daniela Guillen på besøg fra Europa, og det gjorde hun med en tredjeplads på dagen.


 
 
MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page