Mikkel Haarup 6'er - Matti Jørgensen i pointene på Ironman MX!
- Mikkel591

- 10. aug.
- 2 min læsning

AMA Pro Motocross går ind i sin afgørende fase, da der lørdag blev taget hul på tredjesidste afdeling på Ironman MX. En ekstra interessant afdeling, da det jo også er der Motocross of Nations skal afgøres om et par måneder! Derfor var der mange ekstra ting at holde øje med!
250
Og en af de største, var selvfølgelig hvordan Mikkel Haarup tacklede banen - i forhold til Team Danmarks chancer til MXoN. Og det danske es viste at han også godt kan finde rundt i Indiana! Fra 15. pladsen til 5. pladsen i første heat, toppet med en 9. plads i andet heat - hvor han desværre måtte give nogle placeringer, efter at have været oppe som 4'er - gav en samlet 6. plads på dagen. Mikkel er derfor stadig 5'er i mesterskabet - og har uden tvivl fået en masse god indsigt i banen, som resten af det danske hold kan gøre brug af til oktober! Igen en fornem lørdag for Mikkel! Sejren tog Haiden Deegan sig af, foran Jo Shimoda - der også begge to skal køre til MXoN.
450
Matti Jørgensen har haft en fin opadgående formkurve, og i går var ingen undtagelse. Han sluttede lige netop udenfor pointene i første heat, inden han sendte sin 450'er op i top 20 i andet heat og fik lidt flere point på kontoen! Og var faktisk kun ét point fra Kyle Webster, der skal køre for Australien til MXoN. Det var i det hele taget en kaotisk dag, i den store klasse. Hvor Chase Sexton vandt første heat, og så udgik af andet efter et gigantisk styrt. Jett Lawrence vandt andet heat, men pådrog sig 1 omgangs straf i første heat, for at køre i bommen. (Som af uransagelige årsager kunne bounce fremad da han ramte den, og derfor blev han straffet for at få en fordel, selvom han kom dårligt fra start ...) Det betød at Hunter Lawrence kunne tage sejren samlet i 450-klassen for første gang. Og det lover godt for action til MXoN, med måden Lawrence-brødrene duellerede med Sexton og Tomac!
Find alle resultater her: https://results.promotocross.com/results/?p=view_event&id=476343






