MX-Index Julekalender - "Historien bag" - 2. december
Julen nærmer sig, så hver dag frem til den store aften, har MX-Index selvfølgelig vanen tro en helt særlig nedtælling. I år har vi været på jagt i arkiverne, og fundet nogle billeder, der kan knyttes en sjov, og måske ufortalt, historie til. Små anekdoter, som måske ikke har set dagens lys her på siden, før nu, eller som bare tåler et herligt gensyn.
2. december - Fest i Romagné
Til anden december har vi valgt et par billeder der knytter sig til en sjov historie fra Frankrig. Året er 2015 og MX-Index har gjort Team Norge følgeskab mod Motocross of Nations i Ernée. Men det er nu ikke om selve MXoN historien handler. Den handler om hvad der skete i dagene før. For at blive rigtig klar, var det norske hold - bestående af Magne Klingsheim, Lasse Christoffersen og Henrik Wahl - nemlig sat til at varme op på den virkelig lækre bane i Romagné i dagene op til. Og har I aldrig været på stedet, så lad os sige at det er guf for nostalgikere. Lagt op og ned ad en klassisk fransk landsby, i en lille dal, og egentlig kun brugt til løb - hvilket gør at dele af banen er beklædt i græs. Klassisk og vildt fedt.
Vi ankommer til banen en mørk nat og slår lejr. Om morgenen starter træningen som den nu gør, og vi passer egentlig bare os selv. Men landsbyens indbyggere kan høre at der er crossere på banen. Så der dukker flere og flere mennesker op - mange i deres stiveste puds. Der bliver sat telte og mad op, og pludselig er der en hel lille festival rundt om banen, mens de tre norske svende kører rundt. Folk kommer hen og hilser på, der bliver snakket en masse fransk, som hverken MX-Index' betroede udsendte eller Team Norge med vedhæng forstår meget af - men hyggeligt og fantastisk var det. Selve entusiasmen over at have besøg på deres crossbane, og hvordan ung som gammel dukkede op og nød det, var noget man virkelig kunne tage med sig videre.
(Om fremmødet var endnu mere massivt dagen efter hvor Team Frankrig skulle træne samme sted, skal vi ikke kunne sige. Men vi fandt engagementet befriende og fantastisk.)
Comments