top of page

MX-Index Julekalender - "Historien bag" - 24. december

Så nåede vi til den sidste låge! Aftenernes aften er over os, og undertegnede synes vi har gemt den bedste til sidst! Det er et billede vi aldrig har lagt op før, fordi vi vidste der ville komme en kærkommen lejlighed, hvor det passede ind, og det er nu. Det er taget inden Herning Supercross 2016, under torsdagens træning, inden det gik løs. Mathias Gryning er punkteret, og var lidt betænkelig ved at gribe det an, men Simon Wulff sprang straks til, og ordnede sagerne for ham. Mens Mathias høfligt så til med hænderne på ryggen. De skulle begge to være med til showet det år, men det viser bare lidt om hvad sporten giver og handler om - hvad den kan, bør og helst skal være. (Foruden også lidt om hvad de er for et par herlige kanaljer, de to.)


Og hvis det ikke er i julens ånd, så ved vi snart ikke. Det der med at komme en makker til hjælp, uanset om man så skal ud og dyste mod hinanden bagefter. At hjælpe når nøden er der, og smide hvad man har i hænderne, fordi man igennem motocross får nogle bekendtskaber og venner, som bliver i gaden, resten af livet. "Men, vi drikker da også bajere sammen når vi spiller fo'bol!" Måske. Men i motocross har vi taget et aktivt valg, og det binder os sammen, fra nybegynderen til den professionelle. For det kræver en enorm indsats bare at komme ud på banen. Både økonomisk og psykisk. Den indsats har vi alle sammen tilfælles. Den er bare naturligt mindre, når det eneste du har gjort for at være med, er at traske op på stadion en kold onsdag aften i dine udtrådte kondisutter, fordi du ikke lige orkede købe et par fodboldstøvler.


Når undertegnede ser tilbage på alle de mange minder jeg har med motocross efterhånden, så er det altid de situationer der springer i øjnene. Det er dem man husker. Trofæer bliver støvede på en hylde, men de øjeblikke hvor fællesskabet og sammenholdet blev sat før alt andet, det er dem man husker. Nogen husker måske at jeg i sin tid skrev kørerportrætter til det hedengangne Motorblad, og ud af næsten 100 portrætterede kørere, var der ikke én der ikke fremhævede fællesskabet som det bedste ved sporten. Ikke at vinde pokaler, eller fordi damerne så synes man var en fandens karl, men alene sammenholdet.


Det er hvad motocross giver os, og det er også hvad julen burde handle om. Så med det, vil jeg på MX-Index' og ikke mindst egne vegne, ønske jer alle sammen en glædelig jul.


Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page