top of page

MX-Index Julekalender - "Historien bag" - 4. december


Julen nærmer sig, så hver dag frem til den store aften, har MX-Index selvfølgelig vanen tro en helt særlig nedtælling. I år har vi været på jagt i arkiverne, og fundet nogle billeder, der kan knyttes en sjov, og måske ufortalt, historie til. Små anekdoter, som måske ikke har set dagens lys her på siden, før nu, eller som bare tåler et herligt gensyn.


4. december - Slagelsestart engang

Man kan godt blive lidt sentimental i julen, så her er derfor et minde at blive det lidt ekstra over. Året er 2014, og EMX85-klassen var på besøg i Danmark. Vi befinder os i Slagelse, hvor den gamle start, inden banen blev lavet om, danner rammen. Det er altid sjovt at følge med i mini-klasserne, for at se hvilke veje de forskellige kørere ender med at tage - og andre ting OB-karle siger - og kigger man på kørerne på det her billede, må man sige at deres karriere har taget hver sin meget forskellige vej.


Jorge Prado har vi i front med nummer #561, og allerede dengang kunne man fornemme hans fine teknik - om end han faktisk spillede andenviolin på det her tidspunkt. Den nykronede verdensmester i MXGP-klassen halsede blandt andet efter finske Kim Savaste - som vi har med nummer #485 lige længere tilbage. Historien ville dog at KTM holdt på Prado, fordi hans fine teknik var perfekt at bygge fart på, mens Savastes karriere tog en noget mere bulet vej. Han slog aldrig rigtig igennem, havde mange skader, og høstede et par gode heat i EMXOpen, inden han for nylig stoppede karrieren. Med nummer #554 har vi Jago Geerts, der endte med at vinde EMX85-klassen det år, foran Roan van de Moosdijk, og så netop Kim Savaste. Raivo Dankers, med #401, havde også en lovende karriere i de små klasser, men fik det aldrig rigtig til at spille på maxicyklen. Og med nummer #402 helt ude til højre, ham kender vi alle sammen. Mikkel Haarup udviklede sig siden til en af de helt store danske stjerner, og han er slet ikke færdig endnu.


Det kan være sjovt at gå tilbage somme tider, og se hvad der er blevet af de unge kørere! Og så et lille fun fact: Løbet i Slagelse var det første vi prøvede at producere til TV. Produktionsholdet der skulle filme til hedengangne Kanal Sport - tror jeg nok det hed - dukkede aldrig op, og så måtte vi ellers i gang. Med et spejlreflekskamera og en mikrofon fra Fætter BR, lavede vi et kvarter, hvilket gav blod på tanden til året efter, hvor vi producerede DM Motocross SPOT til TV3 Sport, fra alle afdelinger af DM.

MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page