MX-Index Julekalender - "Historien bag" - 5. december
Julen nærmer sig, så hver dag frem til den store aften, har MX-Index selvfølgelig vanen tro en helt særlig nedtælling. I år har vi været på jagt i arkiverne, og fundet nogle billeder, der kan knyttes en sjov, og måske ufortalt, historie til. Små anekdoter, som måske ikke har set dagens lys her på siden, før nu, eller som bare tåler et herligt gensyn.
5. december - Sportens ånd
Sammenholdet i motocross er noget særligt - det ved man hvis man har været en del af sporten. Selvom man er alene på banen, så er man aldrig alene på anlægget. Og det ser man altså bare ofte, især når man lurer på skråningerne ved sporet. Derfor er det egentlig ikke som sådan udelukkende de her to situationer vi gerne vil dreje fokus hen på, men faktisk på alle der har hjulpet en konkurrent på den ene eller den anden måde - vi synes bare historierne bag de her to billeder er så stærke, at de ikke kan blive gravet nok frem og sat til skue.
I begge tilfælde bliver al sportslig gulerod sat til side, for at komme til hjælp, da der var brug for det. Det øverste billede er fra Vordingborg efter et startstyrt, hvor et mesterskab potentielt kunne glippe, men alligevel blev der taget tid til at hive cyklen væk fra en fastklemt modstander.
På billedet herunder var det ikke bare sejren på dagen der blev sat til side for at hjælpe, det var også oprykning til B-klassen.
For uanset hvor uenige vi kan være i verdens bedste sport, så har vi også en samhørighed man bare ikke får, hvis det eneste man har gjort, er at grave de gamle slidte Puma-støvler med jernknopperne frem fra skabet, og trisse over på boldbanen en tirsdag aften. Fælles for alle i motocross er risikoen, og derved også de overvejelser vi hver især har gjort inden for at komme ud at køre. Der er mange skridt at tage, bare for at køre ud til sin første træning. Mange ting der skal knokles igennem. Uanset niveau, er det ikke noget man bare lige gør. "Det er en livsstil," siger en slidt kliché, men aldrig har den måske passet bedre til noget. Og det vil også sige, at de fleste crosskrigere ved, hvordan det er at ligge på jorden. Det binder bånd, skader fællesskab - OG handlekraft i situationer hvor nøden melder sig.
Så hjælper vi hinanden. Og hvis det ikke rimer på hvad julen handler om, så ved vi snart ikke.
Som en lille fodnote kan det tilføjes, at både Kenneth Villadsen og Lasse Olsen, vandt DMU Fairplay Award for deres handlinger efterfølgende. Fuldt fortjent.
Kommentare