MX-Index Julekalender - "Historien bag" - 8. december
Julen nærmer sig, så hver dag frem til den store aften, har MX-Index selvfølgelig vanen tro en helt særlig nedtælling. I år har vi været på jagt i arkiverne, og fundet nogle billeder, der kan knyttes en sjov, og måske ufortalt, historie til. Små anekdoter, som måske ikke har set dagens lys her på siden, før nu, eller som bare tåler et herligt gensyn.
8. december - Bullet to the face ...
Der kommer stort set altid sjove historier ud af at være til VM. Næsten endnu flere ud af at være spontant til VM. Det her billede er fra VM i Valkenswaard i 2013, og det forestiller Jeffrey Herlings, dengang The Bullet stadig gjorde 250-klassen usikker. Det er der som sådan ikke noget aparte i. Det er mere hele opbygningen til det her billede, fra et stadie i MX-Index' historie, hvor chef-fotoaben var noget mere durkdreven, for at sætte sit mærke på landkortet, og villig til at gå flere længder for at få et godt skud.
Det var nemlig slet ikke meningen vi skulle have været på banen her, men i 11. time gik det alligevel i orden. Vi fik lov at komme ud på banen og skyde billeder. Problemet var så bare, at vi intet kamera havde med, da turen til Benelux faktisk handlede om noget helt andet. Så vi lånte et, og så kravlede Skriverkarlen selvfølgelig op på målhoppet. Der var dog næsten ingen zoom i det lånte kamera, så der skulle kompenseres ved at være rajti' tæt på. Så det gør mindet om det her billede, lige spændende nok. For Sir Jeff var ikke langt fra linsen, og jeg måtte lige rykke femøren væk da jeg havde knipset, men hey, det gik, og resultatet kan vi nyde i dag! (Han vandt i øvrigt begge heat, hvis du skulle spørge fra nogen.)
Som en fodnote skal vi slå fast, at det ikke er måden at gøre det på. Sikkerhed fremfor alt, børnlille.
Comments