top of page

MX-Index Julekalender - Hvor blev de af? - Casper I. Nielsen


Hvor blev de af? MX-Index sætter i december fokus på nogle af dem der har forladt toppen af dansk motocross det seneste årti +/-. Vi har taget en snak med dem om grunden til at de forlod motocross, og du kan derfor se frem til en masse interview, som nedtælling til jul!


Han gav os en af de mest actionpacked afslutninger på et mesterskab i det seneste årti, da han sammen med Nikolaj Skovgaard, lod DM i 125cc komme ned til de absolut sidste meter, tilbage i 2013, efter at han vandt mesterskabet i 2012. Men allerede året efter, så var Casper I. Nielsen væk. Hvor blev stortalentet af, og hvad har han lavet siden?


Casper I. Nielsen: "Jeg startede egentlig med at køre som 4-årig. I starten handlede det jo nok mest af alt om at have det sjovt, men tanken om at se hvor langt man kunne drive det blev mere og mere tydelig, i takt med at jeg blev bedre. Jeg havde hurtigt forholdsvis stor succes både i Danmark og udenfor Danmark med en 10. plads i det samlede Europamesterskab, og en bedste placering som nr. 6 til en afdeling i Herning. Den sommer i 2007 kørte min far og jeg Europa tyndt, for at jeg kunne udleve min drengedrøm. Det er sjovt at tænke tilbage på nogle af de navne som jeg kæmpede med i denne klasse, heriblandt Tim Gajser og Pauls Jonass, som begge den dag i dag er blandt verdenseliten.


I takt med at jeg blev ældre og at jeg avancerede i klasserne, blev konkurrencen hårdere og hårdere. Flere timer skulle lægges i projektet, med træningslejre i Holland/Belgien, konditionstræningen udenfor banen, men specielt også økonomisk skulle der arbejdes for at skaffe sponsorer og penge. Motocross er virkelig en livsstil og en sport hvor familien og ens bagland spiller en hel essentiel rolle, hvis man skal komme igennem nåleøjet. Man får set hinanden fra sine bedste og værste sider, når man søndag eftermiddag har 900 km hjem fra et løb i Holland, med arbejde og skole der venter tidligt mandag morgen, og det måske ikke lige er gået som forventet. På samme måde er det det hele værd når det hårde arbejde året rundt, bærer frugt og man realiserer nogle af de mål og resultater man havde året forinden.


Jeg nåede i min motocrosskarriere at være blandt de bedste kører på mit aldersniveau, med et dansk mesterskab i 125cc og deltagelse i internationale løb, såsom Junior-VM og EM-afdelinger. Jeg er meget stolt af det jeg nåede at opnå indenfor sporten, og jeg er virkelig glad for de relationer og erfaringer som sporten har givet mig. Det har uden tvivl været med til at forme den person jeg er i dag.


Jeg stoppede med at køre på motocross på eliteplan i 2013. Jeg tror i virkeligheden det handlede meget om at jeg var kørt død i det, og nok også det at min udvikling var stagnerende. På samme tid tror jeg heller ikke min far havde lyst til at bruge flere ressourcer og mere energi på det længere, og så besluttede vi bare at det skulle være slut. Siden da har jeg faktisk næsten ikke rørt en crosser, udover enkelte gange hvor jeg har været med min gode ven Glen Meier ude at kører, eller at jeg har prøvet en tur på min fars crosser.


I mellemtiden har jeg fået gjort nogle af de ting som ikke var mulige da jeg kørte cross på topplan. Jeg har fået drukket nogle øl og levet et mere ”civilt” liv med uddannelse og venner i weekenderne. Jeg har været på højskole og ude at rejse uden en crosser. I dag læser jeg Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet, og så er jeg begyndt at køre mountainbike på et forholdsvist højt plan. Min mål er at deltage i A-klassen næste år. Det er lidt nemmere at have en MTB i kælderen, og så tage ud i den nærmeste skov en søndag, i stedet for at køre til Skagen og træne cross, fordi det er den eneste bane der har åbent om søndagen."


Comments


MX-Indexbanner.jpg
banner-2022.gif
Onegripper Logo - Vertical - WhiteBlack_
Facebook Nyheder
bottom of page