MX-Index Julekalender - Hvor blev de af? - Mikkel Snedker
Hvor blev de af? MX-Index sætter i december fokus på nogle af dem der har forladt toppen af dansk motocross det seneste årti +/-. Vi har taget en snak med dem om grunden til at de forlod motocross, og du kan derfor se frem til en masse interview, som nedtælling til jul!
Bag dagens interview i vores nedtælling til jul, finder vi Mikkel Snedker, der stabilt var på vej op igennem rækkerne, indtil en grim skade satte en stopper for drømmen om at komme til tops. Vi snakkede med Mikkel om hvad der førte til stoppet, og om hvad han trods alt nåede at opnå med sin sport.
Mikkel Snedker: "Først og fremmest, nåede jeg at få en masse fede minder og en masse gode kammerater. Resultatmæssigt, nåede jeg at køre ADAC, hollandsk mesterskab og A-DM, hvilket jeg blev samlet 11'er i, i 2015. Og i 2013 blev jeg samlet 4'er i DM B125. Og året efter i 2014 (B-MX2) lå jeg samlet 2'er i DM, indtil ugen inden sidste afdeling i Frederikshavn, en bane som lå rigtig godt til mig. Jeg var nede og træne i Randers, sidste træning inden DM. Og på en eller anden måde, bliver jeg slået bevidstløs, og ryger derefter af og rammer jorden rigtig hårdt, med hovedet først. Så jeg ligger bevidstløs i 10 minutter, og ingen kan få kontakt til mig. Jeg ligger så på Aarhus Hospital i 1 uge, hvilket jeg slet ikke kan huske, men jeg får konstateret 6 blødninger i hovedet. Og kan derfor ikke stille op til den sidste afdeling i DM i 2014. 2015 var det første år som A-kører, og jeg havde en stabil sæson, og jeg blev en masse erfaring rigere.
I slut 2015, fik jeg en aftale med Støttrup, hvor Jakob Kjær og jeg så skulle være de to der repræsenterede teamet i A-MX2. Og hele min off season gik rigtig godt. Jeg fik rigtig meget fart på i forhold til 2015-sæsonen. Indtil vi drog sydpå, min far og jeg, til Italien, for at få de sidste ting på plads. Vi startede på Malpensa, en rigtig hårdbane. Jeg kører her de første to træninger, som gik super godt. Jeg lå og kæmpede med en Suzuki-kører i 35 minutter, de to første træninger. Det viste sig så at det var Mike Stender. Så jeg havde fået meget fart i cyklen. Men i tredje træning, mistolker jeg et hop, og springer derfor alt alt for langt, og brækker mit fodled 12 steder, så det er fuldstæng knust. Jeg ligger i Italien i 1 uge, før jeg må komme hjem og blive opereret. Det var et helvede.
Jeg kom hjem og fik et Ilizarov-apparatur på benet, som jeg har på i 13 måneder, hvor jeg hele tiden troede på at jeg skulle komme tilbage. Men efter jeg får stativet af igen, får jeg kraftig slidgigt efter 1 måned. Så jeg ender med at tage rigtig meget smertestillede. Det skal siges, at jeg havde en crosser i slut 17 til start 19 - Men efter en træningsdag på crosseren, kunne jeg næsten ikke gå dagen efter. Så jeg indser i starten af 19, at jeg nok aldrig kommer tilbage. Selvom tanken nok hele tiden havde været det, på grund af at jeg ikke kunne løbe, eller generelt bare træne ordenligt på grund af smerter. Og vi ved jo, hvor farligt det er at køre cross, hvis man ikke har en god form.
Jeg vælger her i januar 2020, fordi lægerne siger det vil hjælpe på smerterne, at få stivgjort mit fodled, og få rettet op de fejl der var begået under de første operationer. Det vil sige, at jeg fik skåret fodledet ud, så foden og skinnebensknoglen vokser sammen, så jeg ikke kan bevæge min fod mere. Jeg fik rettet foden 30 grader op cirka, forlænget det med 35 mm og fik skåret alle sener i mine tæer op. Så jeg havde igen Ilizarow-apparatur på i 8,5 mdr. Og jeg er stadig i gang med genoptræning.
Så nu har jeg i hvert fald indset, at jeg ikke kommer til at sidde på en crosser igen.
Siden jeg stoppede, har jeg været i gang som klejnsmed, hvilket jeg er super glad for. Dog betyder det lange arbejdsdage, og rigtig mange smerter i foden. Så efter en arbejdsdag, er det bare hjem på sofaen og have foden opad, så man er klar igen dagen efter. Det var ikke lige sådan jeg havde regnet med at jeg skulle sidde som 21-årig. Men shit happens, så må vi bare få det bedste ud af det. Heldigvis har jeg en meget støttende kæreste, som jeg købte hus med sidste år. og min familie og venner, er også en mega stor støtte.
Men selvfølgelig drømmer man altid om at vende tilbage, og vise alt det man ikke fik vist."
