MX-Index Julekalender - Hvor blev de af? - Thor Lykke
Hvor blev de af? MX-Index sætter i december fokus på nogle af dem der har forladt toppen af dansk motocross det seneste årti +/-. Vi har taget en snak med dem om grunden til at de forlod motocross, og du kan derfor se frem til en masse interview, som nedtælling til jul!
I dag har vi snakket med Thor Lykke, den sjællandske slider, der knoklede sig op igennem rækkerne, men til sidst alligevel løb sur i det. Især da han kørte 125cc, lå det i kortene at vi skulle se mere til ham i toppen af de bedste serier, og det så da også ud til at han skulle indfri løfterne, da han kørte sig i den samlede top 10 til A-DM. Men pludselig var han væk. Hvorfor?
Thor Lykke: "Jeg opnåede at blive Sjællandsmester i 85cc, jeg tror det var i 2008, og så også i 125, og det mener jeg var i 2011. Jeg har også fået en samlet fjerdeplads til DM i 125cc, og vundet en enkelt afdeling. Jeg burde havde vundet samlet, hehe. Og så har jeg også været i den samlede top 10 i DM A-MX1. Jeg stoppede egentlig efter det Hold-DM i Kolding hvor Mads [Meyer] styrtede slemt. Jeg havde egentlig allerede ideen om at kvitte sporten før, men hans styrt slog ligesom det sidste søm i ligkisten, da jeg ikke følte at den tid og energi jeg lagde i det, kunne opveje hvad jeg fik ud af sporten mere. Siden da har jeg kørt lidt cykelløb, taget en uddannelse som finansøkonom og har nu et job i Nordea, som jeg virkeligt glad for. Jeg har fået nogle skønne kollegaer. Når det kommer til spørgsmålet om et eventuelt comeback, så: JA! Jeg gad godt lave et comeback, men kun i solskin og på nøddebrun jord."